Thai salat med quinoa og peanuts
Denne sprøde salat med thai-smag består af gulerødder, sugar snaps (sukkerærter), spidskål og quinoa, der er vendt i en delikat thai- agtig peanutdressing.
En virkelig lækkerbisken med masser af sprødhed og knas, der går godt til alle former for stegt eller grillet kød eller måske fisk?
Prøv f.eks. thaisalat til de lækre thai fiskefrikadeller.
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Thai salat med quinoa og peanuts
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2 dl quinoa
- 4 dl vand
- 1 tsk salt
- 175 g spidskål
- 150 g gulerod
- 150 g sugar snaps også kaldet sukkerærter
- 1 dl frisk koriander kan erstattes af persille
- 3 forårsløg
- 1 dl peanuts
Dressing
- 3 spsk peanutbutter
- 2 spsk soya
- 1 spsk honning
- 1 spsk hvidvinseddike
- 1 tsk ristet sesamolie
- 2 tsk revet ingefær
- 1,5 spsk limesaft
- lidt chiliflager eller frisk rød chili
Sådan gør du
- Kog quinoa i saltet vand i 10 minutter. Lad det stå og køle af mens du forbereder resten. Rør quinoaen igennem med en gaffel inden du blander med de øvrige ingredienser.
- Snit spidskålen fint.
- Skræl gulerødderne og skær dem i tændstiktynde stænger
- Hæld kogende vand over sugar snaps’ene, så de bliver skoldet (fjerner evt bakterier). Snit dem i tynde strimler.
- Rens forårsløg og skær dem i tynde skiver.
- Hak koriander og hak peanuts.
- Bland alle tingene i en stor skål. Gem lidt peanuts til pynt.
- Rør dressingen sammen ( gem chiliflager) og vend dressingen i salaten.
- Drys med hakkede peanuts og lidt chiliflager. Sæt evt mere chili på bordet.
Opskrift på fyldig thai salat
Denne thaisalat er både mættende, nem at lave og dejlig at spise. Den er god som tilbehør til alle former for stegt og grillet kød. Spis den til frikadeller – også gerne fiskefrikadeller eller et stykke ristet laks.
Resten af måltidet behøver ikke være thai-inspireret for at denne salat passer god til.
Quinoa er sprængfyldt med protein og er derfor et godt valg til vegetarrestaurant. Det er efterhånden en gængs vare i de fleste supermarkedet. Men kan du ikke få quinoa kan du i stedet bruge ris, bulgur eller hvedekerner.
Dressingen er fantastisk og giver den helt rigtige thai-smag. Ristet sesamolie skal nok købes i en asiatisk specialbutik. Men har du ikke en ristet olie, kan du sagtens bruge en helt almindelig sesamolie, der nemt kan købes i større supermarkeder. Sesamolie har en speciel smag og kan ikke erstattes af en anden type olie.
Opskrifter på mættende salater
Laver du en god salat kan den ofte være det eneste tilbehør, du behøver at lave til din aftensmad. Med mættende ingredienser som quinoa, bulgur, speltkerner eller fuldkornspasta samt sprøde grønsager, der giver noget at tygge i, har du formlen til det sunde tilbehør. Masser af smag, farver og forskellige teksturer kan gøre kartofler og sovs helt unødvendige – i den rette sammenhæng naturligvis. For intet slår jo en god sovs, hvor det hører sig til!
Her er nogle andre forslag på mættende salater, som du kan servere enten alene eller som tilbehør til din aftensmad. Find flere i kategorien Salat.