Grønkålssalat med bulgur, feta og granatæblekerner
Grønkålssalat er superskønt tilbehør. Denne salat med grønkål er både mættende og nem at lave. Grønkålen er blandet med bulgur, hvilket gør den rigelig som tilbehør til alt fra flæskesteg til frikadeller eller kylling.
Som topping på grønkålssalaten bruger jeg cremet feta og de altid lækre og farverige granatæblekerner.
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Grønkålssalat med bulgur, feta og granatæblekerner
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 300 g frisk grønkål
- 2 dl bulgur
- 4 dl vand
- lidt salt
Dressing
- 3 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk dijonsennep
- 1/2 spsk sukker eller honning
- salt og peber
Topping
- 50 g feta jeg bruger Puck
- 1/2 granatæble brug kun kernerne
Sådan gør du
- Start med at koge bulguren: Kom bulgur, vand og salt i en gryde. Kog bulguren i 12 minutter og lad den stå i 12 minutter mere under låg.
- Lad bulguren køle af og brug en gaffel til at løsne kornene fra hinanden.
- Træk bladene af ribbene og skyl grønkålen grundigt.
- Hak grønkålen – groft eller fint som du ønsker det.
- Kom alle ingredienserne til dressingen i en jævningsryster eller syltetøjsglas med låg. Ryst dressingen godt sammen og smag til.
- Kom grønkål og dressing i en skål og masser grønkålen mellem hænderne. Det gør, at grønkålen blødgøres lidt og er nemmere at spise.
- Bland den afkølede bulgur i grønkålen.
- Smuldr feta over salaten og top med granatæblekerner.
Salat med frisk grønkål
Frisk grønkål er i sæson fra omkring november måned og kan fås i butikkerne hele vinteren. Du kan købe den hel eller hakket. Det nemme er helt klart at købe den hakket, for så er den skyllet og klar til at komme i salaten. Men jeg synes den hele grønkål holder sig bedre frisk og bliver ikke så nemt slatten.
Jeg plejer at skylle grønkålen grundigt, dryppe den godt af og opbevare den i en plastikpose i køleskabet. Der kan den fint holde sig et par uger – hvis altså ikke den er spist forinden.
Frisk grønkål er også rigtig godt til grønkålschips.
Tips til grønkålssalat med bulgur
Jeg kommer bulgur i min salat for at gøre den ekstra mættende. Dermed behøver jeg faktisk ikke andet tilbehør. Bulgur kan skiftes ud med kogte ris eller quinoa. Eller du kan helt udelade bulgur og blot spise grønkålssalaten som et frisk tilbehør.
Grønkålssalat med granatæble ikke bare smager godt, de skønne farver klæder hinanden, og vi spiser jo også med øjnene. Den anden halvdel af granatæblet vil jeg foreslå at bruge til denne fatteh – en arabisk ret med krydret oksekød.
Det kan betale sig at massere grønkålen. Bare kram den godt i hænderne. Det gør, at den bliver knap så “træet” i det og mere blød at spise.
Hvis du vil have lidt ekstra crunch på salaten, så top den med lidt ristede solsikkekerner, evt. karamelliserede. Det smager dejligt til.