Salat, Tilbehør

Grønkålssalat med rødkål, appelsin, figner og valnødder

Grønkålssalat med rødkål

Denne grønkålssalat med rødkål, appelsin, figner og valnødder er en af mine go-to vintersalater, fordi kål er i sæson om vinteren. Det er en salat, der egner sig perfekt som tilbehør til både hverdagsmad og gæstemiddage og særligt passer den til al julemaden.

Noget af det, der gør denne grønkålssalat med rødkål ekstra lækker, er de ualmindeligt smukke farver. De mørkegrønne grønkålsblade, den lilla rødkål og de orange appelsinstykker giver salaten masser af farve og liv i skålen. Det ser simpelthen bare indbydende ud – og det betyder noget. Vi spiser trods alt også med øjnene, og når maden ser appetitlig ud, får man endnu mere lyst til at gå ombord. Salaten pynter fint på bordet, uden at det behøver være højtideligt eller fint på den måde – bare frisk, farverig og helt nede på jorden.

Grønkål og rødkål komplimenterer hinanden godt. Og ved at kombinere dem får du et flot farvespil og en god tekstur. Når kålen knuges grundigt med hænderne, bliver den mere mør og nem at spise, samtidig med at smagen træder tydeligere frem. Så jeg vil klart anbefale ikke at springe dette trin over.

Appelsinerne bidrager med friskhed og naturlig sødme, udover den flotte orange farve. Ved at skære appelsinen i fileter uden hinder får du rene, saftige stykker og den overskydende appelsinsaft bruges i vinaigretten så alle smagene bindes sammen. Du kan også prøve at erstatte appelsin med granatæblekerner.

Jeg er rigtig glad for figner og spiser dem gerne som en lækker snack hele vinteren. De er også gode i salaten her, hvor de giver en sødlig smag sammen med lidt knas. Ligesom valnødderne også giver et lækkert knas, særligt hvis du rister dem en smule på en tør pande inden brug. De kan nu også sagtens bruges som de er.

Jeg vender en helt klassisk vinaigrette i salaten. Den kan både laves med hvidvinseddike eller balsamicodeddike, hvorved den bliver en anelse sødere i smagen.

Kålsalaten kan forberedes i god tid. Snit kålen et par timer før og salaten skal nok holde sig flot og sprød, også efter den er vendt med vinaigrette.

Grønkålssalat med rødkål
Grønkålssalat med rødkål, appelsin, figner og valnødder – en frisk kålsalat med vinaigrette. Perfekt som tilbehør til al jule- og vintermad.

Se alle mine opskrifter på vintersalat her.

Grønkålssalat med rødkål, appelsin, figner og valnødder

Grønkålssalat med rødkål, appelsin, figner og valnødder – en frisk kålsalat med vinaigrette. Perfekt som tilbehør til al jule- og vintermad.
Servings 4 personer
Kategori: Salat, Tilbehør

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 75 g frisk grønkål
  • 300 g fintsnittet rødkål
  • 100 g figner
  • 75 g valnødder
  • 2 appelsiner
  • 1 portion vinaigrette

Sådan gør du

  • Pluk grønkålen fri fra de tykke stilke. Riv bladene i mindre stykker.
    Skyl grønkålen grundigt i flere hold koldt vand. Slyng den helt tør.
  • Snit rødkålen fint med en kniv eller på et mandonlinjern.
  • Begge slags kål knuges godt med hænderne, så det blødgøres.
  • Kom grønkål og rød kål i en serveringsskål.
  • Klip fignerne i strimler og fordel dem på kålen.
  • Tilføj valnødder i skålen.
  • Skær top og bund af appelsinerne og skær resten af skrællen af med en skarp kniv fra top til bund.
    Skær nu med en skarp kniv mellem ribbene, så du får fine appelsinbåde.
    Skær bådene i 2-3 stykker.
  • Fordel appelsinstykkerne i skålen.
  • Tilbered en vinaigrette. Tilsæt gerne så meget appelsinsaft som muligt, som du presser ud af ribbene, du har skåret appelsinbade ud af.
  • Fordel vinaigretten over kålsalaten.
  • Bland salaten godt.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken på Instagram
Grønkålssalat med rødkål
Der er masser af flotte farver og fuld smæk på vitaminerne i grønkålssalaten

Tips til opskriften

• Knug kålen grundigt i mindst 1-2 minutter for den bedste konsistens
• Brug en meget skarp kniv eller mandolinjern for helt fint snittet rødkål
• Rist valnødderne let på en tør pande for ekstra smag
• Smag vinaigretten til sidst – appelsiner varierer i sødme


Variationer af grønkålssalat med rødkål

• Erstat figner med tørrede tranebær, svesker eller dadler
• Brug blodappelsin eller granatæblekerner for en smuk rød farve
• Tilsæt lidt fintrevet appelsinskal i vinaigretten
• Erstat valnødder med ristede mandler eller hasselnødder. Ristede solsikkekerner eller græskarkerner smager også godt.
• Tilsæt lidt smuldret feta på toppen.


Hvad passer grønkålssalat med rødkål godt til?

Grønkålssalat med rødkål er en ideel vintersalat og den fungerer især godt som tilbehør til ovnretter og simremad.

Kan grønkålssalat serveres til julemad?

Ja, grønkålssalat med rødkål er en ideel ledsager til den lidt tunge julemad. Den er både frisk og sprød, udover superflot at se på.

Kan grønkålssalat laves i forvejen?

Ja, denne salat egner sig særdeles godt til at blive lavet i forvejen, da kål holder strukturen og ikke bliver slatten.

Hvordan gør man grønkål mere mørt i salat?

Grønkål bliver mere mørt ved at blive knuget grundigt med hænderne. Det nedbryder fibrene og gør den mere mør og nemmere at spise.

Kan man erstatte appelsin i grønkålssalat?

Ja, appelsin kan erstattes af granatæblekerner. Eller prøv med grapefrugt eller clementin.

Er grønkålssalat sund?

Grønkålssalat er rig på fibre og vitaminer og er derfor et næringsrigt tilbehør,