Aftensmad

Stegte ris med grønsager

Stegte ris med grønsager_

Stegte ris med grønsager er en rigtig dejlig måde at trylle en rest ris om til et helt måltid.

Lav dem som et rigtig godt tilbehør til orientalske retter, f.eks. forårsruller. Men det er også risret, der kan gøre det ud for et helt måltid i sig selv.

Stegte ris

Stegte ris med grønsager er ideelt som tilbehør og som selvstændig ret. En genial måde at bruge en rest ris. Og har du ikke en rest, kan du hurtigt koge en portion ris. Sammen med grønsager bliver det et dejligt måltid.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad, Tilbehør
Søgeord: alt i en, risret

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 1/2 rød peberfrugt
  • 100 g gulerod
  • 3 forårsløg
  • 75 g bønnespirer
  • 200 g spidskål eller hvidkål
  • 1 spsk olie til stegning
  • 1 spsk revet, frisk ingefær
  • 1 fed presset hvidløg
  • 100 g grønne ærter
  • 1,5 dl kogte ris svarer til 1 dl ukogte ris
  • 2 æg
  • 2 spsk soya
  • 1 spsk sesamolie
  • 2 tsk chilisauce/shiracha/sambal oelek

Sådan gør du

  • Skær peberfrugt og gulerødder i tern. Snit forårsløg og kål fint.
  • Opvarm en wok, en stor pande eller en gyde med stegeolien.
  • Tilføj revet ingefær og hvidløg.
  • Kom gulerødder, peberfrugt, forårsløg kål og bønnespirer i wok´en og steg under omrøring ved god varme i 4-5 minutter.
  • Tilsæt ærter og kogte ris. Steg videre mens du blander det hele godt.
  • Slå æggene ud i en skål og pisk dem sammen med soya, sesamolie og chilisovs.
  • Lav en fordybning i midten af risblandingen og kom æggeblandingen deri. Rør rundt med en spartel i større og støre snirkler til æggeblandingen er arbejdet ind i risblandingen.
  • Smag til med soya – evt lidt salt – og chilisovs.

Stegte ris med grønsager – tilbehør eller helt måltid?

Vi kan godt lide at koge lidt ekstra ris, hvis vi en dag får noget med ris til, f.eks. kyllingebryst i tomat-flødesovs.

Så har vi nemlig en rest ris i køleskabet, som kan udgøre hovedbestandelen af næste dags måltid! På den måde har vi supernem og faktisk også billig aftensmad på dag 2.

Det er helt klart bedst med ris, der er fuldstændigt afkølede, men har du ikke fået forberedt risene, kan du starte med at koge en portion: 2 dl ris koges i 12 minutter i 4 dl letsaltet vand. Vupti! Så er du klar til at lave denne skønne risret.

Peberfrugt, spidskål, ærter og gulerødder har jeg stort set altid i mit basislager. Så med disse grønsager, kan vi hurtigt smække en gang stegte ris sammen. Jeg synes bønnespirer og forårsløg passer rigtig godt til, så hvis jeg har formået at lave en madplan og købt ind derefter, sørger jeg gerne for også at have disse ting i køleskabet. Ellers kan de 2 ingredienser sagtens undværes.

Der er æg i. De er med til ligesom at samle retten. Og så tilfører de protein og fylde, som gør, at stegte ris med grønsager sagtens kan spises som selvstændigt måltid.
Har du en rest stegt kylling, lidt skinkestrimler eller oksesteg, kan du endda også tilsætte det i din restemad og så har du endnu bedre anvendelse for dine rester og et endnu mere komplet måltid.

Ellers kan jeg anbefale at spise ristet ris (som mine piger nogle gange kalder det) som tilbehør til forårsruller eller til en helt almindelig frikadelle. Alt går an!

Er der rester, fungerer de fint til frokost og i madpakken dagen efter.

Prøv også

Stegte ris med oksekød Stegte ris med oksekød og grønsager

Stegte blomkålsris med karry Stegte blomkålsris med karry

Stegte blomkålsris med oksekød Stegte blomkålsris med oksekød