Kyllingebryst i tomat-flødesovs

Kyllingebryst i tomat-flødesovs er en skøn ovnbagt ret, der giver et super saftigt og smagfuldt kyllingebryst. Hvis du har været vant til at kyllingebryst er noget tørt og trevlet, så prøv i stedet at bage det i denne smagfulde tomatsovs.
Oven i købet er der masser af grønsager i sovsen – som grønsagsforskrækkede børn og voksne på ingen måder til opdage – så du har et komplet måltid, der tilfredsstiller både mave og smagsløg.
Kyllingebryst i tomat-flødesovs
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2 mellem gulerødder*
- 1 peberfrugt* – rød, gul eller orange
- 1 løg*
- 1 fed hvidløg*
- 1 spsk tørret basilikum*
- 1 tsk salt* samt peber*
- 1 dåse flåede tomater*
- 1/2 dåse koldt vand*
- 1 hønseboullionterning*
- 2 dl creme fraiche 18% kan erstattes af madlavningsfløde eller piskefløde
- 400 g kyllingebryst* eller kyllingeinderfilet
Sådan gør du
- Skræl gulerødder og skær dem i grove stykker. Hak løget groft og skær peberfrugten i grove tern.
- Kom alle grønsager i en gryde og tilsæt flåede tomater, vand, basilikum, salt og peber
- Lad grønsagerne koge i 10 minutter.
- Blend grønsagerne til en pure med en stavblender eller kom dem op i en blender og så tilbage i gryden.
- Tilsæt creme fraiche og bland det godt sammen – sovsen skal ikke koge nu. Smag til.
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig varme.
- Hvis kyllingebrysterne er meget store, skæres de i halve, så de ikke er så tykke. Læg dem i et ildfast fad.
- Fordel tomatsovsen over kyllingebrysterne og stil fadet i midten af ovnen.
- Bag kyllingen i ca. 30 minutter. Er stykkerne store, kan du give retten 5-10 minutter mere.
- Giv kogte ris – evt. blomkålsris – til sammen med dampet grønt.
Opskrift på kyllingebryst i tomat-flødesovs
Hvis du har fået fat i meget store kyllingebryster – nogle kan veje over 200 g stykket – så skær dem igennem på tværs, så du får 2 flade fileter. Det gør tilberedningstiden en hel del kortere.
Tomatsaucen kan være forberedt i forvejen. Jeg laver altid en kæmpe portion af denne tomatsauce og gemmer poser med 5 dl i hver i fryseren. Så er det supernemt at lave både denne kyllingebryst i tomat-flødesovs, lasagne og pasta med kødsovs. Det sparer en hel del i arbejdstid at være velforberedt 🙂
Server med ris. Det kan være hvide eller brune ris alt efter familiens smag. Vi foretrækker altid de brune ris til hverdage – de smager af mere og giver en rigtig god mæthed med de mange fibre. Til gengæld skal de koge en del længere. Skal vi smovse, vælger jeg gerne basmatiris – og så trækker det pluspoint hos ungerne, som elsker de kridhvide smagfulde ris 🙂
Vil du skrue op for sundhedsværdien, så bland risene med revet blomkål (blomkålsris).
