Vietnamesiske forårsruller

Vietnamesiske forårsruller er totalt lækker saml-selv mad på en fredag aften. Put lige præcis det i du har lyst til og som familien kan lide.
De überlækre vietnamesiske pandekager kan laves helt vegetariske. Eller du kan bruge kylling, andebryst, rejer eller hvad med lidt af hvert? Til en helt almindelig fredag aften bruger jeg kyllingefilet, det ligger jo og venter i fryseren. Har jeg en rest flæskesteg, er det knasende lækkert at fylde i – husk endelig de sprøde flæskesvær.
Rispandekagerne kan købes i velassorterede supermarkederne. Men det er meget bedre at finde en kineserbiks. Der får du langt flere for pengene. Og når du alligevel er der, kan du tage hoisinsauce, sød chilisauce og frisk koriander med på vejen.
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Vietnamesiske forårsruller
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- Rispandekager
Forskellige strimlede grønsager, gerne min. 5-6 slags. F.eks:
- Icebergsalat, babyspinat, fintsnittet spidskål eller andre salatblade
- Sukkerærter
- Gulerødder
- Peberfrugter
- Mango
- Avocado
- Bønnespirer
- Forårsløg eller rødløg
- Agurk
- Grønne bønner
- Sesam- eller nigellafrø
- Kyllingefilet, flæskesteg, andebryst eller store rejer
- Sød chilisauce, hoisinsauce eller peanutsauce til dyppelse
Sådan gør du
- Skær alle grønsagerne i strimler og læg dem i hver sin skål. Dette kan sagtens gøres i god tid, bare du pakker dem godt ind og opbevarer dem i køleskab indtil servering.
- Kylling: Skæres i strimler og steges på en pande i lidt olie. Krydr med salt og peber.
- Flæskesteg: Skær en færdig flæskesteg i skiver og derefter i stave. Er sværen sprød, er den lækker at få med i rullen.
- Andebryst: Trim det værste fedt af. Skær fedtet i tern, pas på med ikke at skære ned i kødet. Krydr med salt og peber. Læg kædet med fedtsiden nedad på en varm pande. Steg ved god varme et par minutter, skru ned og steg videre ca 8 minutter. Vend og steg på den anden side 3-5 minutter. Lad kødet hvile et par minutter inden du skærer det i tynde skrå skiver.
- Rejer: Rens rejerne godt, dvs sørg for at fjerne den sorte tarmstreng. Server dem som de er. Hvis du bruger rå rejer, ristes de kort på en pande i lidt olie til de er blevet lyserøde.


Ved bordet
- Sæt et fladt fad, f.eks. et tærtefad fyldt med koldt vand midt på bordet.
- Tag en pandekage og dyp den i vandet, så den bliver fugtet over det hele. Læg den på tallerkenen.
- Fyld den nu med lidt af alle de lækre sager – men hellere for lidt end for meget. Begynd at rulle pandekagen fra den ene side, fold enden ind over og rul helt færdigt. Rispandekagen strækker sig ligesom en smule, men pas på den ikke går i stykker.
- Dyp pandekagerullen i dippen og nyd den sprøde sag.


Som forret til gæster
- Forbered rullerne inden gæsterne kommer. Men sørg for at holde dem adskilt, da de nemt klistrer sammen, hvis de ligger for tæt.
- For servering skæres rullerne over på midten og anrettes på et fad.
- Stil små portionsskåle med forskellige dips ved hver kuvert.

