Grillet flanksteak med grillet grønt og urtecreme
Grillet flanksteak med grillet grønt og urtecreme er en nem og virkelig dejlig sommermiddag.
Når sommer og sol bare er alt for langt væk og de grå skyer fylder himlen, er det skønt at snyde sig til smagen af sommer. Jeg hiver grillen frem (ja, jeg har grillen stående fremme hele året, og ja, det er en gasgrill) og laver lækker grillet flanksteak med grillede grønsager. Har du ikke en grill fremme og ikke vil vente med smagen af sommer, så kan du selvfølgelig bruge din ovn og/eller en grillpande.
Flanksteak er et overset stykke kød, der ikke er ret dyrt og som kan laves virkelig lækkert. Det skal kun have ganske få minutter på grillen.
Grønsagerne kan varieres i det uendelige – smid bare det i du har i grønsagsskuffen. De er superlækre sammen med krydderurtecremen, som også kan varieres med de krydderurter du har ved hånden.
I fryseren har jeg som regel masser af ribs – haven bugner af dem om sommeren! Jeg fryser dem ned i mindre poser og så er det nemt at hive en pose op, tilsætte lidt sukker og nyde den friske, syrligt søde smag. Har du ikke ribs, kan du selvfølgelig udelade rysteribs, men de syrligt-søde bær passer bare rigtig godt til en grillet flanksteak.
Flanksteak med grillet grønt og urtecreme
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 1 flanksteak på ca. 500 gram
- 600 g kartofler
- 1 pose frosne bønner
- 2 røde snackpebre
- Olie salt og peber
- 2½ dl creme fraiche 9%
- En håndfuld hakkede krydderurter eks. persille og purløg
- 300 g ribs
- Ca. 2 spsk sukker
Sådan gør du
- Rens grønsagerne. Hvis du bruger “små, nemme” kartofler skal de blot vaskes, de behøver ikke blive skrællet. Skær kartofler og peberfrugt i mundrette stykker. Læg kartofler og bønner i et grill-egnet fad/bakke og stil det på grillen. Dryp med olie samt salt og peber. Luk låget og steg/bag i ca 20 minutter ved medium varme. Bruger du ovnen, skruer du op på 200 gr. Efter 20 min tilsætter du peberfrugterne. Vend gerne lidt rundt i grønsagerne undervejs.
- Rør creme fraiche op med hakkede krydderurter og smag til med salt og peber.
- Hæld ribs i en skål og drys med sukker. Er de frosne, står de bare og tør på køkkenbordet mens sukkeret smelter sammen med saften. Smag gerne til. Alt efter hvor syrligt du vil have det, kan der komme mere eller mindre sukker i.
- Tør kødet med køkkenrulle og drys med salt og peber.
- Tag grønsagerne af grillen, eller stil dem ud i siden. Skru op for grillen og læg flanksteak’en på. Grill den et par minutter på hver side ved god varme, skru lidt ned for varmen og lad den få et par minutter. Lad den gerne hvile et par minutter inden du skærer den ud.
TIP! Skær altid flanksteak på tværs af fibrene. Det giver den bedste mørhed.
Opskrifter med flanksteak
Flanksteak er en af mine yndlingsudskæringer af oksekød. Det skal kun have ganske kort tid på panden eller grillen og alligevel bliver resultatet et mørt og lækkert stykke kød, der tilmed ikke er vildt dyrt.
Så når der er flanksteak på tilbud, køber jeg altid et par stykker til fryseren og så laver jeg gerne en af disse opskrifter med flanksteak: