Aftensmad

Blomkålsgratineret fars med masser af grønsager

Blomkålsgratineret farsret med masser af grønsager

I min barndom fik vi jævnligt “væltet lokum” – et lidt smigrende navn for en ellers meget populær ret, der bestod af en kødsovs bagt i ovnen med kartoffelmos over. Jeg har ingen anelse om hvor det navn kom fra, men det har altså hængt ved siden engang i 80’erne. Mine børn syntes det var hylemorsomt at spise et “væltet lokum”, da de var små. Originalopskriften findes vist i en af Karolines kogebøger, men der hedder den helt sikkert noget mere stuerent.

Jeg lavede den faktisk da jeg skulle til eksamen i “husgerning” i 9.klasse. Og jojo, jeg scorede et 13-tal på det ;o)

Siden blev retten voldsomt populært hjemme hos os og jeg har lavet den et utal af gange og i et utal forskellige versioner.

Denne version er med blomkålsmos i stedet for kartoffelmos. Og så har jeg ikke brugt oksekød, men derimod hakket kalv og flæsk. Desuden er der masser af grønsager i denne version, så jeg vil vove at kalde den meget sundere end originalen og den smager mindst ligeså godt selvom den er meget anderledes. Den er også low-carb for dem,d er ikke spiser stivelse. Der er lidt hvedemel i, men det kan sagtens undlades, hvis det skal være helt helt straight no-carb. Ligeledes kan kødet udelades for en vegetarisk udgave. Der er ingen grænser for hvad dette kan blive til!

Blomkålsgratineret fars med masser af grønsager

  • 500 g broccoli svarende til 1 stort blomkål eller 2 poser frosne
  • 2 spsk flødeost
  • Salt og hvid peber
  • 500 g hakket kalv og flæsk
  • 1 finthakket løg
  • 1/2 fintsnittet spidskål
  • 200 g ærter og gulerødder, frossen blanding
  • 2 spsk hvedemel
  • 2,5 dl kogende vand
  • 1 hønseboullionterning
  • 2 spsk hakket frisk timian eller 2-3 tsk tørret
  • Salt og peber
Under blomkålsmosen gemmer sig en fars og masser af sunde grønsager

Under blomkålsmosen gemmer sig en fars og masser af sunde grønsager

Sådan gør du

  1. Damp blomkålen mør, det tager ca. 10 minutter. Mos den grundigt, gerne med en stavblender eller i en almindelig blender. Rør flødeost i og smag til med salt og hvid peber.
  2. Tænd ovnen på 200 grader.
  3. I en stor gryde eller på en pande brunes kødet. Tilføj hakket løg og fintsnittet spidskål. Lad det stege med til begge dele er helt bløde.
  4. Tilsæt ærter og gulerødder, lad dem varme igennem.
  5. Drys mel ud over gryden og rør det ind i retten. Tilsæt kogende vand og boullionterningen.
  6. Tilsæt timian og smag til med salt og peber.
  7. Kom kødsovsen i bunden af et stort ildfast fad.
  8. Fordel blomkålsmosen hen over og stil fadet i ovnen på midterste ribbe.
  9. Bages i 20 minutter.