Broccolisalat i en let version
Broccolisalat er et kendt og elsket tilbehør til alt muligt. Og den findes på mange buffet-borde. Her er den lavet i en lidt lettere version uden den fede mayonnaise i dressingen.Vi kender alle den gode broccolisalat, der næsten er et fast indslag på alle buffet’er og som tilbehør til alverdens take-away. Jeg har ihvertfald fået en mange gange og mange steder. Nogle gange har den været god, andre gange har den været rædselsfuld. Når jeg siger rædselsfuld, så har det været fordi broccolien har været indkogt og grå eller fordi dressingen har været lavet på ren, fed mayonnaise. Og det har jeg det bare ikke så godt med.
I min version er broccolien grøn, sprød og frisk. Og dressingen er lettet ved at bruge yoghurt naturel, der får lov at dryppe af, så den bliver cremet. Ulempen ved at bruge yoghurt er til gengæld, at den bliver ved at væske. Så du skal hælde væske fra skålen inden du serverer den, hvis den ikke spises lige med det samme. Men det synes jeg selv er hele umagen værd. Du kan også springe afdrypningen over ved at købe cremet græsk yoghurt.
Jeg bruger tørrede tranebær, da jeg godt kan lide det søde indslag. Tranebærrene kan sagtens skiftes ud med rosiner eller du kan udelade dem.
Her bruger jeg kun broccolihovederne, da jeg synes det er mest delikat i en salat som denne. Stokken kan du bruge som ekstra fyld i en kartoffelmos eller brug den til broccolifritter eller broccolipesto.
Broccolisalat i en let version
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 3 broccoli kun hovederne
- 100 g solsikkekerner
- 100 g tørrede tranebær
- 1 finthakket rødløg
- 4 dl yoghurt naturel afdryppet et par timer eller græsk yoghurt
- 1 spsk gul fransk sennep
- 1 spsk honning
- 1 tsk salt
Sådan gør du
Sådan gør du
- Skær stokken fra broccolien. Damp hovederne i letsaltet vand i 8 minutter. De skal være møre, men stadig have bid. Hæld vandet fra og lad broccolien dryppe godt af.
- Rist solsikkekernerne på en tør panden til de er lysebrune. Pas på de ikke bliver sorte. Lad dem køle af.
- Rør godt afdryppet yoghurt eller græsk yoghurt sammen med sennep, honning og salt.
- Vend broccoli, solsikkekerner, tranebær og rødløg i dressingen.
- Lad gerne salaten stå og trække lidt. Men vær opmærksom på, at der godt kan samles lidt vand i bunden, hvis du bruger afdryppet yoghurt. Hæld derfor dette fra inden du serverer.