Asiatisk nudelsalat

Asiatisk nudelsalat er et oplagt valg, hvis du leder efter en let og smagfuld ret, der både kan fungere som tilbehør eller et helt måltid i sig selv. Med sprøde grøntsager, en aromatisk dressing og mulighed for at tilføje marineret kød, er denne ret både alsidig og fyldt med smag.
Nudelsalaten er perfekt til en let frokost eller som tilbehør til retter som forårsruller, eller thai fiskefrikadeller. Dressingen, der kombinerer sojasauce, lime, ingefær, hvidløg og sesamolie, binder hele retten sammen og giver den en autentisk smag, der leder tankerne hen på det asiatiske køkken.
Asiatisk nudelsalat
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 200 g glasnudler klippet i mindre stykker også kaldet vermicelli
- 100 g gulerod i strimler
- 200 g sugarsnaps i strimler
- 150 g friske bønnespirer
- 1 rød peberfrugt i strimler
- 3 forårsløg i strimler
Dressing
- ½ dl soya
- ¼ dl limesaft
- ½ spsk flydende honning
- 1½ spsk sesamolie
- 1 fed presset hvidløg
- ½-1 tsk shiracha eller anden type chili
- 2 tsk friskrevet ingefær
- 1 tsk hvidvinseddike
- ½ spsk fishsauce
Til servering
- frisk koriander
- peanuts
- sesam
Marineret kød
- 400 g svinekød eller kyllingebryst
- 1 portion marinade
- lidt stegeolie
Sådan gør du
- Kom nudlerne i en skål, klip eller bræk dem i mindre stykker og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i vandet i ca. 10 minutter før du hælder dem til afdrypning i et dørslag.
- Klargør grønsagerne. Skyl dem rigtig godt og skær dem i strimler.NB! Både suger snaps og bønnespirer skolder jeg kort i kogende vand.
- Rør marinaden sammen og vend den i nudlerne.
- Vend derefter alle grønsagerne undtagen forårsløg i nudlerne.
- Smag til! Nudlerne kan suge en del smag, så måske vil du have tilført ekstra smag.
- Kom nudelsalaten på et fad. Drys med forårsløg, koriander, peanuts og sesam.
Marineret kød
- Lav en portion dressing og kom det i en skål eller frysepose sammen med strimlet kød.
- Lad det marinere ½ times tid.
- Opvarm en wok eller stor pande med lidt stegeolie.
- Kom kødet på og lynsteg det ved god varme under omrøring til kødet er mørt. Det tager 5-10 minutter afhængig af typen af kød og størrelsen på strimlerne.
- Server kødet ved siden af nudelsalaten eller fordel det ovenpå salaten.
Se også andre spændende asiatisk inspirerede opskrifter
Kylling i grøn karry

Poke Bowl

Sur-sød kylling

Asiatisk nudelsalat med eller uden kød
Nudelsalaten kan laves til et komplet måltid, hvis du tilføjer en form for protein. Selv kan jeg rigtig godt lide at bruge svinekød, gerne nakkekam eller udskårne nakkekoteletter, der skæres ud i mindre tern. Kyllingebryst, oksekød i meget tynde strimler eller tigerrejer kan også bruges.
Lav en ekstra portion af dressingen og brug den som marinade til kødet. Lad det gerne trække ½ times tid inden du lynsteger det på panden.

Hvilke nudler skal du vælge?
Du kan bruge forskellige typer nudler til denne salat, alt efter hvad du har i skabet eller foretrækker:
- Glasnudler: Disse transparente nudler er lavet af mungbønnemel og er naturligt glutenfri. De har en let og neutral smag, der suger dressingen godt til sig.
- Risnudler: Lidt mere faste i strukturen end glasnudler, men stadig lette og perfekte til en risnudelsalat. De findes i forskellige tykkelser – fra helt fine vermicelli-nudler til bredere varianter.
- Ægnudler: Hvis du ønsker en nudelsalat med mere fylde, kan du bruge ægnudler, der også fås i en fuldkornsvariant.
Uanset hvilken type nudler du vælger, er det vigtigt at tilberede dem korrekt. De fleste skal blot overhældes med kogende vand og trække i et par minutter, før de skylles og afdryppes.

En farverig salat fyldt med sprøde grøntsager
For at give nudelsalaten den perfekte balance bruger jeg en blanding af sprøde grøntsager som gulerod, sugarsnaps, bønnespirer, rød peberfrugt og forårsløg. Du kan dog sagtens tilpasse salaten med dine favoritgrøntsager. Prøv eksempelvis:
- Spidskål (grøn eller lilla) – giver en dejlig mæthed og farve
- Edamamebønner – tilfører protein og en mild, nøddeagtig smag
- Frisk chili – for ekstra varme og et spicy kick
- Agurk i tynde skiver – gør salaten endnu friskere
- Rødløg i tynde skiver – giver en lidt skarpere smag end forårsløg
- Broccolibuketter, evt dampet let – skønne vitaminer og en dejlig farve
Vær opmærksom på, at bruger du sugarsnaps og bønnespirer, skal de skoldes i kogende vand for at fjerne eventuelle bakterier. Blot kom dem i en si og overhæld med kogende vand, så bevarer de sprødheden.

Asiatisk dressing løfter smagen
En god dressing er afgørende for en vellykket asiatisk nudelsalat. Her kombineres klassiske asiatiske smage som sojasauce, lime, honning, sesamolie, hvidløg, ingefær og chili. Det giver en perfekt balance mellem det salte, søde, syrlige og stærke.
Et tip er at smage nudlerne rigtig godt til når dressingen er kommet i. Det er som om, at smagen forsvinder lidt når dressingen kommes på nudlerne. Så vær sikker på du har den smag du foretrækker – måske skal der lidt mere soya, honning eller chili i til din smag?
Det smarte ved dressingen er, at den også kan bruges som marinaden til kød eller rejer. Lav blot en dobbelt portion, så får du samme lækre smag i hele retten.
Tips til asiatisk nudelsalat
✔ Topping gør forskellen – Drys salaten med frisk koriander, sesamfrø og hakkede peanuts for ekstra knas og smag. Hvis du har kræsne medspisere eller gæster, kan du servere toppings i små skåle, så alle kan vælge deres favoritter. Der er jo nogle, der bare ikke bryder sig om koriander – selv knuselsker jeg det!
✔ Kan serveres både kold og lun – Selvom salaten ofte serveres kold, kan du også spise den let lun, hvis du foretrækker det.
✔ Forbered i forvejen – Nudlerne kan sagtens trække lidt i dressingen for at suge smagen til sig. Dog er det bedst at vente med at blande de friske grøntsager i, så de bevarer deres sprødhed.