Salat

Poke Bowl med glaseret gris

Poke bowl med glaseret gris

Poke Bowl er en stor skål grønsager på en bund af ris, som kan være toppet med fisk eller kød.

Her er toppingen glaseret gris, der er lavet af sprødstegt stribet flæsk i tern, der er vendt i en lækker sød/krydret marinade.

De sprøde grønsager og de sødt krydrede flæsketern klæder hinanden ualmindeligt godt og giver en både nem, sund og velsmagende kombination, du med glæde kan servere for både familie og gæster.

Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner

Poke Bowl med glaseret gris

Poke bowl med glaseret gris er en lækker og fyldig skål salat toppet med tern af stegt flæsk svøbt i en lækker marinade. Opskriften er hurtig og nem at lave i både ovn og airfryer.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad, Salat

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

Glaseret gris

  • 400 g flæsk

Marinade

  • 3 fed presset hvidløg
  • ½ spsk frisk, revet ingefær
  • 2 spsk brun farin
  • 5 spsk soya
  • 2 spsk hvidvinseddike
  • 2 spsk vand eller efter behov

Poke bowl

  • 300 g blomkålsris kan erstattes med ris (brune eller hvide), bulgur eller quinoa
  • 200 g edammamebønner fra frost bælgede
  • 125 g sukkerærter
  • 2 avocado
  • 300 g fintsnittet spidskål gerne en blanding af lilla og grøn
  • 4-8 fintsnittede forårsløg

Til servering

  • Ristet sesam og nigellafrø
  • Chilimayo

Sådan gør du

  • Skær flæsket i mindre tern.

I ovn

  • Kom flæsketernene på en bageplade med bagepapir.
  • Stil pladen i en 200 grader varm ovn og steg flæsketerne i ca. 25 minutter til de er sprøde.
    Vend i dem undervejs.
  • Ovne er forskellige, så måske skal de have lidt mere eller mindre tid. Hold øje med dem.

I airfryer

  • Kom flæsketernene i airfryeren og steg dem i 9 minutter ved 200 grader. Giv dem derefter 9 minutter ved 200 grader. Tjek om de er sprøde, ellers giv dem et par minutter mere.
    Ryst kurven af og til undervejs.
  • Læg flæsketernene på fedtsugende papir til de skal bruges.

Marinade

  • Kom alle ingredienserne til marinaden i en gryde og kog det op.
  • Lad det koge i ca. 5 minutter til marinaden tykner. Bliver den for tyk, tilsæt da lidt vand.
    Lad marinaden køle af.
  • Lige inden servering vendes de sprøde flæsketern i marinaden.

Poke Bowl

  • Kom sukkerærterne i en skål og overhæld dem med kogende vand.
    Skær dem derefter i skrå skiver.
  • Edamamebønnerne tøs op ved at overhælde dem med kogende vand og lade dem stå et øjeblik.
  • Del avocadoerne i 4 halve og skær dem i tynde skiver.
  • Fordel blomkålsris, spidskål, edamamebønner og snittede sukkerærter i små "bunker" i 4 store skåle eller dybe tallerkener. Læg avocadoerne ovenpå og fordel forårsløg på toppen.
  • Drys med sesam og nigellafrø (evt kun på avocadoen) og lav dekorative striber med chilimayoen.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

Tips til poke bowl med glaseret gris

De sprøde tern i den asiatisk inspirerede marinade er simpelthen så lækre, at du måske vil øge mængden. Bare en “advarsel” herfra (smiler).
Jeg bruger helt almindelige skiver af stribet flæsk, hvor der typisk er ca. 400 g i en pakke. Du kan evt. bruge 1½ pakke, hvis I falder for smagen og gerne vil have mere. Marinaden kan strækkes en smule med vand.
Et alternativ kan være at skære en ribbenssteg i skiver og derefter i tern. Det er både billigt og giver dig præcis den mængde, du ønsker.

I opskriften her er brugt blomkålsris som base. Blomkålsris kan købes færdigrevet i pose eller på frost. Eller du kan selv rive et frisk blomkål på den grove side af rivejernet.
Er blomkålsris ikke noget for dig, eller har du brug for lidt mere fylde, så enten erstat eller suppler med kogte ris, bulgur eller quinoa. Kog det gerne i boullion for ekstra smag og køl det af inden du kommer det i skålene.

Poke bowl med glaseret gris
Glaseret gris i denn epoke bowl er tern af stribet flæsk, der steges sprøde og vendes i en lækker marinade.

Alternative grønsager i en poke bowl kan være:

  • Agurketern
  • Tomattern
  • Revet gulerod eller bagte gulerødder
  • Rødløg, evt. syltede
  • Salat – der findes mange forskellige typer, ligesom frisk grønkål eller babyspinat kan anvendes
  • Spirer af forskellige slags
  • Peberfrugt i tern
  • Bagt sød kartoffel i tern
  • Stegte squash tern
  • En rest stegte kartofler eller sellerifritter

Alternativ dressing kan være en gomadressing.

Poke bowl med glaseret gris
Poke bowl med glaseret gris er en lækker og fyldig skål salat toppet med tern af stegt flæsk svøbt i en lækker marinade. Opskriften er hurtig og nem at lave i både ovn og airfryer.