Fennikelsalat
Fennikelsalat er en nem og frisk salat, der egner sig godt som tilbehør til alt kød – lam, oksekød, svinekød og kylling.
Den lakridsagtige smag går rigtig godt sammen med friske, grønne asparges og de friske appelsiner.
Fennikelsalat er en meget nem salat at lave og den sprøde salat med frugt er hurtigt blevet en af familiens yndlingssalater.
Fennikelsalat
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 1 fennikel
- 500 g grønne asparges
- 1 appelsin
Vinaigrette
- appelsinsaft så meget der kan presses
- 3 spsk olivenolie
- 1 spsk citronsaft
- 1 tsk salt samt peber efter smag
- 1/2 spsk flydende honning
- 1 tsk dijonsennep
Sådan gør du
- Skyl fennikel grundigt, skær den igennem på langs og fjern stokken. Snit fennikel i ultratynde skiver – det gøres bedst på et mandonlinjern. Ellers brug en meget skarp kniv. Brug også den grønne top, der er dekorativ i salaten.
- Skyl asparges og knæk den nederste, træede ende af hvor den selv knækker når du bøjer den. De skal stadig have bid.
- Mikroovn: Læg asparges på en tallerken med en smule vand i bunden. Stil tallerkenen i mikroovnen og kør ved fuld effekt i 1-2 minutter (afhængig af ovnens effekt).
- Gryde: Bring en gryde vand i kog. Gryden skal være stor nok til at aspargesene kan være lige netop dækket af vand når de ligger ned i gryden. Når vandet koger, kommes asparges i og koger i 1-2 minutter.
- Når asparges er kølet af, skæres de i mindre stykker og blandes med fennikel.
- Top og bund skæres af appelsinen. Med en skarp kniv skæres skallen af appelsinen fra top mod bund. Følg appelsinens runding mens du skærer, så du kun skærer skallen fra og ikke får kødet med.
- Tag appelsinen op i venstre hånd. Skær ned langs de hvide hinder, der skiller appelsinstykkerne og løsn stykkerne. Skær gerne over en skål, så saften opsamles. Den bruges i dressingen.Alternativ: Pil appelsinen almindeligt og sdel den i både.
- Skær appelsinfileterne i tern og bland dem sammen med asparges og fennikel.
Dressing
- Kom alle ingredienser til dressingen i en beholder med tætsluttende låg – en jævningryster eller et rent syltetøjsglas.
- Har du skåret appelsinen i fileter, presses saften af "klumpen" af hinder ned i dressingen.
- Ryst beholderen grundigt. Smag til med salt, peber, honning.
- Fordel dressingen over fennikelsalaten.
Opskrift på fennikelsalat
Min familie elsker fennikel! Den alsidige grønsag er rigtig fin at bruge både frisk og tilberedt. Et yndlingstilbehør er f.eks. gratineret fennikel, der laves med kun 2 ingredienser og giver et guddommeligt tilbehør til især lam.
Når vi griller om sommeren, er jeg altid på udkig efter nemme salater, der ikke tager lang tid at lave og som er frisk og lækker på en sommeraften – det skal jo passe til roséen 😉 Og fennikelsalat er lige præcis sådan en nem salat!
- Jeg kan finde på at tilføje 2 dl kogte hvedekerner, fuldkornsris , bulgur eller små pasta til fennikelsalaten. Så er det nemlig ikke nødvendigt med yderligere tilbehør.
- Nogle gange skifter jeg også appelsin ud med granatæblekerner. Den smukke røde farver på granatæblekerner står supergodt til den lyse fennikel og den friske smag er ligeså god og frisk som appelsin.
- Asparges er bedst når de er i sæson og det er i forsommeren. Fennikel og appelsin kan fås om vinteren, men da er det svært at få friske grønne asparges. Du kan derfor bytte asparges ud med grønne ærter.