Pasta med grønsager i cremet flødesovs
Jeg er ret vild med pastaretter, hvor grønsagerne fylder mindst lige så meget som pastaen. Og det er præcis sådan denne opskrift er, hvor gulerødder, squash, rød peberfrugt, rødløg og frisk spinat bliver til en cremet og farverig pastaret.
Pasta med grønsager i flødesovs er nem hverdagsmad, som ikke kræver alt for mange ingredienser eller en masse forberedelse. Grønsagerne skæres i stave/strimler og steges kort på panden, så de stadig har lidt bid. Derefter tilsættes madlavningsfløde og parmesan, og til sidst vendes den friske spinat i.
Jeg synes, det er en rigtig god måde at få godt med grønsager ind i et måltid på. At det også er en farveeksplosion uden lige, gør bare retten endnu skønnere at sætte på bordet. Vi spiser jo også med øjnene.
Derfor er pasta med grønsager en god hverdagsret
Det bedste ved denne pasta med grønsager er efter min mening, at den er enkel at lave og samtidig fyldt med grønsager. Det kan lokke lidt ekstra grønt i maven på børn, når det grønne er tilberedt i en lækker og mild flødesovs. Det er oplagt at servere den som et alternativt til andre hverdagsfavoritter såsom pasta med kødsovs.
Retten kan sagtens stå alene som en vegetarisk hovedret, gerne med lidt ekstra friskrevet parmesan på toppen, men den fungerer også rigtig godt som tilbehør, hvis du vil have en proteinkilde på tallerkenen.
Prøv for eksempel at servere den sammen med
Tips til pasta med grønsager i flødesovs
- Grønsagerne må gerne have bid. Pas på ikke at stege dem for længe. Det giver en langt bedre tekstur, når gulerødder, squash og peberfrugt stadig har lidt modstand.
- Skær grønsagerne ensartet. Tynde stave og strimler gør, at de bliver færdige nogenlunde samtidig.
- Brug pastavand. Gem lidt af kogevandet. Det kan bruges til at justere konsistensen på flødesovsen, når pastaen vendes i.
- Frisk spinat til sidst. Jeg synes, det fungerer bedst at komme spinaten i, efter fløden er tilsat. Så falder den hurtigt sammen uden at blive kogt helt ud.
- Du kan sagtens variere grønsagerne. Har du f.eks. grønne bønner, ærter, blomkål, broccoli i din grønsagsskuffe. Så bare i med dem. Det er en af de retter, hvor du nemt kan få brugt de grønsager, der trænger til at blive spist.
- Parmesan giver ekstra smag. Der er ikke brug for store mængder – de 2 spsk i saucen er typisk nok. Jeg bruger helst frisk parmesan, men revet parmesan i pose kan også sagtens bruges. En god klat pikantost eller flødeost med krydderurter kan også sagtens bruges i stedet til at gøre sovsen cremet.
- Som vegetarisk hovedret: Server eventuelt med lidt ekstra parmesan. Vil du gøre måltidet mere proteinrigt, kan pastaen serveres sammen med din foretrukne proteinkilde.
Ofte stillede spørgsmål
Er pasta med grønsager i flødesovs vegetarisk?
Ja. Denne pasta med grønsager er en vegetarisk ret, da den består af pasta, grønsager, madlavningsfløde og parmesan. Den kan serveres som en selvstændig vegetarisk hovedret eller bruges som tilbehør til kød.
Hvilke grønsager er der i pastaen?
Der er gulerødder, squash, rød peberfrugt, rødløg og frisk spinat i denne opskrift.
Kan man bruge andre grønsager?
Ja. Opskriften er nem at variere efter, hvad du har i køleskabet. Brug bare de grønsager du har og bedst kan lide. Skab din egen kombination. Det vigtigste er, at grønsagerne ikke steges for længe, så de mister alt deres bid.
Kan pasta med grønsager bruges som tilbehør?
Ja, det kan den sagtens. Pastaen fungerer godt som tilbehør til f.eks. kylling, frikadeller eller koteletter.
Hvordan får man en cremet flødesovs til pasta?
Madlavningsfløde og friskrevet parmesan giver en enkel og cremet sovs. Når pastaen vendes i, kan lidt af det gemte pastavand tilsættes. Stivelsen fra pastavandet hjælper med at samle sovsen og giver en god konsistens.
Pasta med grønsager i cremet flødesovs
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 350 g pasta
- 400 g gulerødder
- 300 g squash
- 2 peberfrugter, gerne flere farver
- 1 stort rødløg
- 2 fed hvidløg
- ½ spsk olivenolie
- 2½ dl madlavningsfløde
- 2 spsk friskrevet parmesan
- 100 g frisk spinat
- 1 tsk tørret oregano
- ½ tsk paprika
- 1 tsk salt
- friskkværnet sort peber efter smag
Til servering
- ekstra parmesan og lidt friskhakket persille
Sådan gør du
- Kog pastaen efter anvisningen på pakken. Gem lidt af kogevandet, inden pastaen hældes til afdrypning.
- Skræl gulerødderne og skær dem i tynde stave. Skær squash i stave, peberfrugterne i strimler og rødløget i tynde både.
- Varm ½ spsk olivenolie op på en stor, dyb pande eller i en gryde. Kom gulerødder og rødløg på panden og steg dem i 2-3 minutter.
- Tilsæt peberfrugt og squash, og steg grønsagerne videre i ca. 4-5 minutter. De skal være let møre, men stadig have bid.
- Pres hvidløget ned over grønsagerne og vend det rundt. Steg i ca. 30 sekunder.
- Tilsæt oregano, paprika, salt og friskkværnet peber.
- Hæld madlavningsfløde og parmesan over de letstegte grønsager. Lad det hele simre ved middel varme i 2-3 minutter.
- Tilsæt den friske spinat direkte til flødesovsen. Vend rundt, indtil spinaten falder sammen.
- Vend den kogte pasta i grønsager og flødesovs. Hvis saucen er lidt for tyk, tilsættes en smule af det gemte pastavand.
- Smag til med salt og peber og server eventuelt med lidt revet parmesan og friskhakket persille.








