Cremet kyllingesuppe med bacon og ris
Cremet kyllingesuppe med bacon, ris og grønsager er nem aftensmad i én gryde. Hakket kylling, sprødt bacon, gulerødder, bladselleri og spinat giver en fyldig og mættende suppe, som er nem at lave på en travl hverdag.
Cremet kyllingesuppe med masser af grønsager
Jeg er ret vild med supper som denne, fordi den både er nem at lave og fungerer som et helt måltid. Denne kyllingesuppe med bacon og ris indeholder både hakket kylling, ris og en god portion grønsager, så der ikke skal laves en masse ved siden af.
Det er derfor også en nem aftensmad med hakket kylling, når det gerne må være enkelt. Alle ingredienserne ender i samme gryde, og mens suppen simrer, passer den stort set sig selv.
Den hakkede kylling gør denne cremede kyllingesuppe lidt anderledes end en klassisk kyllingesuppe med stykker af kylling. Jeg steger kyllingen først, så den får lidt farve og mere smag, inden den kommer tilbage i gryden sammen med grønsager, ris og bouillon.
Bacon giver masser af smag, og jeg synes, det fungerer rigtig godt at gemme halvdelen og bruge det som topping. På den måde får suppen både smagen fra baconet i selve gryden og sprødt bacon på toppen.
Der er også godt med grønsager i denne kyllingesuppe. Gulerødderne giver lidt sødme, bladselleri giver god smag, og den friske spinat røres i til sidst. Det er en nem måde at få flere grønsager ind i aftensmaden på uden at skulle tilberede grønsager som tilbehør.
Suppen bliver cremet uden at være tung. Mælk og lidt majsstivelse er nok til at give den en blød og cremet konsistens, uden at der skal bruges fløde.
Jeg synes, denne mættende kyllingesuppe er allerbedst, når den serveres helt varm med sprødt bacon og eventuelt lidt frisk persille på toppen.
Tips til kyllingesuppe med ris
Husk at skylle risene, inden de kommer i suppen, så vi undgår urenheder.
Jeg bruger en minihakker til løg, gulerødder og bladselleri. Det gør det hurtigt at få grønsagerne hakket fint, og de bliver samtidig en del af suppen på en måde, hvor de ikke fylder for meget.
Du kan sagtens bruge andre ris, men vær opmærksom på, at kogetiden kan variere. Risene suger væske til sig, så suppen bliver også tykkere, jo længere den står. Tilsæt eventuelt lidt ekstra vand eller bouillon, når du varmer rester op.
Hvis du gerne vil have endnu flere grønsager i din kyllingesuppe med grønsager, kan du tilsætte f.eks. porre, squash eller champignon. Jeg ville dog ikke tilsætte alt for meget ekstra, da suppen ellers bliver meget tæt.
Spinat kan selvfølgelig udelades, hvis du ikke har det. Du kan også bruge frossen spinat. I så fald anbefaler jeg at bruge bredbladet fremfor hakket spinat. Og så vær obs på at der er en del vand i frossen spinat, så knug den gerne godt inden den kommer i suppen.
Suppen kan gemmes i køleskabet i 3-4 dage. Den bliver typisk lidt tykkere, når den står, så tilsæt lidt vand eller bouillon ved genopvarmning.
Kan jeg bruge kyllingebryst i stedet for hakket kylling?
Ja. Du kan bruge kyllingebryst skåret i små tern, hvis du foretrækker det. Jeg synes dog, at hakket kylling passer rigtig godt til denne opskrift, fordi det gør suppen mere rustik og nem at spise.
Kan jeg lave kyllingesuppe med bacon uden ris?
Ja, det kan du godt. Risene gør dog suppen mere mættende og er med til at gøre den til et komplet måltid. Hvis du udelader risene, vil jeg tilsætte lidt ekstra grønsager og eventuelt justere mængden af væske.
Kan suppen fryses?
Ja, men risene bliver lidt blødere efter frysning, og suppen kan derfor få en tykkere konsistens. Hvis du ved på forhånd, at noget af suppen skal fryses, kan du eventuelt koge risene separat og tilsætte dem ved servering.
Er kyllingesuppe med ris en hel aftensmad?
Ja. Denne kyllingesuppe med ris indeholder både kylling som proteinkilde, ris som kulhydrat og en god mængde grønsager. Derfor behøver du ikke nødvendigvis servere brød eller andet til.
Det gør den til en god løsning, når du leder efter nem aftensmad med hakket kylling, hvor hele måltidet kan laves i én gryde.
Server suppe med godt brød til
Cremet kyllingesuppe med bacon og ris
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 400 g hakket kylling
- 200 g bacon i tern husk at tage halvdelen fra til servering
- 1 løg
- 300 g gulerødder
- 3 stængler bladselleri
- 2 fed hvidløg
- 1 tsk tørret persille
- 1 tsk tørret timian
- ¼ tsk chiliflager
- 1 tsk salt
- friskkværnet peber
- 1½ dl ris
- 1½ liter kogende vand
- 2 dl mælk
- 1½ spsk majsstivelse
- 75 g frisk babyspinat
Til servering
- evt friskhakket persille og halvdelen af bacon'et
Sådan gør du
- Skær bacon i små tern. Kom den i en stor gryde og steg det ved middelhøj varme, til det er sprødt. Tag bacon op af gryden og læg det til side. Gerne på fedtsugende køkkenrulle.
- Hak løg, gulerødder og bladselleri fint. Jeg bruger en minihakker, så går det lynhurtigt. Kom grønsagerne i gryden med baconfedtet og steg dem i ca. 5 minutter, til de begynder at blive møre.
- Tilsæt presset hvidløg, tørret persille, timian, chiliflager, salt og lidt friskkværnet peber. Steg det hele i et minuts tid.
- Tag det op og stil det til side.
- Kom det hakkede kylling i gryden og steg til det har fået farve. Det tager kun få minutter.
- Kom grønsagerne tilbage i gryden.
- Tilsæt hønsebouillon (bouillonterninger opløst i kogende vand) og bring suppen i kog.
- Kom risene i gryden (husk at skylle dem først) og tilsæt den hakkede kylling. Skru ned for varmen, læg låg på og lad suppen simre i ca. 12 minutter, til risene er næsten møre, og kyllingen er tilberedt.
- Kom spinat i gryden og lad den falde sammen.
- Rør mælk og majsstivelse sammen i en lille skål, så der ikke er klumper. Hæld blandingen i suppen under omrøring.
- Lad suppen simre yderligere 2-3 minutter, til den bliver cremet og let tyk. Tilsæt det meste af baconen og smag til med salt og peber.
- Server suppen varm med det sidste bacon drysset over. Suppler gerne med lidt friskhakket persille.









