Squashrulle med kylling og guacamole
Hører du til en af de heldige, der har squash i haven? Så tryl dem om til en squashrulle med kylling og guacamole.
Bag en squashbund som wrap og fyld den med strimlet kylling, grov guacamole, salat, tomat og rødløg. Så har du et balanceret måltid fyldt med smag, farver og sunde ingredienser.
Opskriften her ser måske ud til at være lang og besværlig. Men det er den faktisk ikke. Squashbunden og kyllingen hygger sig i ovnen mens du har tid til at forberede guacamole og salat. Dressingen kan du lave selv eller sagtens bruge en færdigkøbt. Kryddersyltet rødløg har jeg altid i køleskabet. De er vidunderlige til rigtig mange ting. Du kan sagtens erstatte med frisk rødløg i stedet.
Squashruller med andet fyld
Squashrullen her er med fyld af stegt kyllingebryst, guacamole og salat. Variationer kan være:
- Krydret oksekød med salat og Thousand Island dressing
- Cremet tunsalat
- Chili con carne med majs og bønner
- Falafler med ærtehummus
- Laks med flødeost og spinat
- Stegte champignon med soltørrede tomater
- Græske frikadeller med tzatziki
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Squashrulle med kylling og guacamole
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Squashbund
- 4 æg
- 300 g squash svarer til ca. 1 mellemstor squash
- 5 spsk kikærtemel kan erstattes af hvedemel
- 100 g revet ost
- 1/2 tsk salt og peber
- 1/2 spsk oregano
Kylling
- 500 g kyllingebryst
- 3 tsk rosmarin kan erstatets af oregano, basilikum eller dit yndlingskrydderi
- 1 tsk salt
Guacamole
- 2 avocado
- 1½-2 dl hytteost
- ½ fintrevet løg
- 1 spsk citronsaft
- salt
Salat
- 1 iceberg i strimler kan suppleres med rucola og/eller spinat.
- 2 tomater i tynde skiver
- 2 spsk syltet rødløg eller 1 rødløg i tynde skiver
- 1 portion creme fraiche dressing eller brug en færdigkøbt
Sådan gør du
Squash-æggewrap
- Skyl squashen og riv den på den grove side af rivejernet. Drys med lidt salt og lad den stå i et dørslag/si.
- Tænd ovnen på 200 grader.
- Pisk alle de resterende ingredienser til en tyk dej.
- Pres så meget æde som muligt ud af squashen. Det gøres nemmest i et rent viskestykke. Rør squashen i dejen.
- Beklæd en bradepande med bagepapir og fordel dejen deri. Stil pladen i ovnen i ca 20 minutter til massen er helt gennembagt. Squashbunden kan hæve op under bagning, men det lægger sig igen, når den kommer ud af ovnen.
- Vend squashbunden over på et stort spækbræt eller ud på køkkenbordet og træk bagepapiret af.
Kylling
- Kom kyllingebrystet i et ildfast fad
- Drys med rosmarin – eller vagfrit krydderi – og salt. Sæt fadet i ovnen på en rist over eller under squashbunden i 20 minutter.
- Træk kødet fra hinanden i strimler med 2 gafler.
Guacamole
- Mos avocadoerne med en gaffel.
- Bland med hytteost, revet løg, citronsaft, hvidløg og salt. Smag godt til.
Salat
- Tilbered creme fraiche dressingen (se nedenfor). Eller brug en færdigkøbt.
- Skær iceberg i strimler og tomater i tern. Bruger du frisk rødløg, skæres det i smalle skiver. Syltet rødløg dryppes lidt af på et stykke køkkenrulle.
- Smør squashbunden med gucamole og drys salaten ovenpå.
- Fordel kyllingestrimler, tomattern og rødløg.
- Dryp med ca ½-delen af dressingen
- Rul squashbunden sammen på den lange led og skær den i skiver. Sørg for der er min. 2 tykke eller 3 lidt mindre skiver pr. person
- Server squashrullen med ekstra salat og resten af dressingen
Squash er en helt fantastisk grønsag! I sæsonen er den billig og kan fås helt ned til 4 kr/stk i supermarkedet. Og er du en af dem, der har squash i haven, kan du prise dig lykkelig over at have en basis til rigtig mange forskellige måltid og mange opskrifter på sund aftensmad.
Den fungerer rigtig godt med forskelligt fyld og bagt i ovnen. Eller prøv at vende squashstænger i rasp og bag dem sprøde. I lasagne kan den helt erstatte pastapladerne, så du kan lave en sund low-carb lasagne. I lange strimler kan den også enten erstatte eller supplere spaghetti.
Kan man bruge majsmel i stedet for kikærtemel?
Mange tak for god inspiration
Hej Kathrine. Du kan bruge lige den type mel, du har lyst til. Jeg har ikke selv prøvet med majsmel, men er sikker på det vil blive godt. God fornøjelse med det. Er glad for au du kan blive inspireret. Mvh Eva