Solbærsaft
Er du så heldig at have solbær i haven, kan du nemt lave den skønneste solbærsaft.
Saften plejer jeg at blande op i forholdet 1:4 og servere iskoldt som saftevand om sommeren.
Om vinteren luner jeg et par deciliter ufortyndet solbærsaft og nyder på en kold vinteraften. Solbærsaften er sprængfyldt med C-vitamin og giver et godt vitamintilskud til de lange vintre. Et skvæt rom gør absolut ikke sundhedseffekten mindre (smiler).
Solbærsaft
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 1 kg solbær
- 400 ml vand
- 250 g sukker pr ½ liter saft
Sådan gør du
- Skyl bærrene og nip stilkene af. Det er ikke nødvendigt at fjerne den tørrede blomst, da saften bliver siet.
- Kom bærrene i en stor gryde sammen med vandet.
- Lad bærrene koge ved svag varme i 30-40 minutter. Bærrene skal være bristet.
- Kom hele molevitten op i en saftsi og lad den stå og dryppe ned i en stor skål i nogle timer. Minimum 2 timer, gerne mere. Fald IKKE for fristelsen til at klemme eller presse saften ud.
- Kom saften tilbage i gryden. Brug et litermål, så du samtidig kan måle hvor meget saft du har.
- Tilsæt sukker. Du skal bruge 250 g pr. ½ liter saft. Har du f.eks. 1½ liter saft, skal du altså bruge 750 g sukker osv.
- Lad saft og sukker koge op og lad det småkoge i 5 minutter.
- Kom saften på skoldede flasker – gerne slynget med lidt Atamon – og luk flasken til.
Jeg bruger Atamon når jeg sylter og laver saft. På den måde er jeg sikker på der ikke danner sig skimmel på min hjemmelavede saft og marmelader.
Først skolder jeg flasken ved enten at vaske den i opvaskemaskinen på høj varme eller ved at skylle den grundigt ind- og udvendigt i flere hold kogende vand. Husk låget!
Der skal kun en lille teskefuld Atamon til for at saften kan holde sig hen over vinteren. Jeg kommer det i den nyskoldede flaske og slynger det rundt, så hele flaskens inderside er dækket. Resten hælder jeg ud.