Sauce/dressing mm

Solbærmarmelade i 3 skønne varianter

En mad med ost og solbærmarmelade er skønt. Lav marmeladen med enten rom, lime og vanilje eller fennikel.

Hvert år kan jeg plukke adskillige kilo solbær fra vores 3 buske i haven. Og hvert år bruger jeg dem til at lave den skønneste marmelade. Jeg er helt vild med at komme solbærmarmelade ovenpå ost på et godt stykke brød, f.eks. mit langtidshævede speltbrød.

Ofte bruger jeg den hjemmelavede solbærmarmelade som værtindegave og det bliver altid højt værdsat. Jeg har gennem årene samlet på alle mulige forskellige glas fra marmelade, pesto, oliven osv så jeg kan lave både små og store portioner af marmeladen. Det er ikke altid nemt at få spist et stort glas indenfor et par måneder og så er det rart at jeg kan nøjes med at åbne et lille glas ad gangen.

I år har jeg eksperimenteret med 3 forskellige smage. De er meget forskellige, men alle lige gode. Jeg kan faktisk ikke sige hvilken, der er min favorit.

De mange solbær bruger jeg også til denne lækre bærkage med solbær og ribs, som er lækker sammen med en kom te. Skal jeg have gæster til brunch, er det supernemt at lave disse langtidshævede solbærsnegle. Og de er et sikkert hit!

 

Solbærmarmelade i 3 forskellige varianter

Solbærmarmelade er skøn på en ostemad. Vælg om den skal laves med rom, med lime og vanilje eller med fennikel. Alle 3 varianter er supergode.

Ingredienser

Basismarmelade

  • 500 g solbær
  • 275-300 g syltesukker

Solbærmarmelade med fennikel

  • 1/2 tsk hele fennikelfrø

Solbærmarmelade med lime og vanilje

  • 1 sprøjtet lime, skal og saft
  • 1/2 tak vaniljepulver eller kornene fra 1 stang vanilje

Solbærmarmelade med rom

  • 1 spsk citronsaft
  • 1/2 dl mørk rom

Sådan gør du

  • Skyl bærrene grundigt og fjern stilke samt de værste blomsterstande
  • Kom bærrene i en stor gryde sammen med sukker. Er du til meget sød marmelade, bruger du 300 g pr. 500 g bær. Er du til ikke så sød marmelade reducerer du sukkermængden til 275 g (måske endda lidt mindre)
  • Kog bærrene langsomt op. Når d koges langsomt op, brister de nemmere, så smagen udfolder sig og bærrene koger nemmere ud.
  • Lad marmeladen koge 5 minutter. Hvis du - som jeg - ikke bryder dig om for mange hele bær i marmeladen, kan du give den en tur med en stavblender. Det er også med til at jævne den lidt.
  • Tilsæt den ønskede smagsgiver alt efter hvilken slags marmelade du er til. Du kan også bare lade marmeladen stå for sig selv. Kog yderligere 5 minutter.
  • Skyl dine glas med kogende vand og ryst lidt flydende Atamon rundt i glasset. Husk låget også.
  • Kom marmeladen i glassene. Fyld glasset helt op til randen, det er også med til at konservere marmeladen.
Brug forskellige slags marmeladeglas til din solbærmarmelade. Skriv på en lille label om den er med rom, med lime og vanilje eller med fennikel

Brug forskellige slags marmeladeglas til din solbærmarmelade. Skriv på en lille label om den er med rom, med lime og vanilje eller med fennikel