Aftensmad

One pot pasta med kålpølser

one pot pasta med kålpølser

Aftensmad på 20 minutter? Ja tak!

Vi har flere dage om ugen, hvor der er særdeles meget tryk på fordi alle er til sport, på arbejde eller til bestyrelsesmøder osv osv. I et par år har presset særligt ligget på torsdage. Men det har så været den dag, hvor der er blevet spist rester eller en rugbrødsmad. Det er fint nok. En enkelt gang om ugen.

Men nu er det også om mandagen, hvor ingen har tid til at lave mad, men hvor alle er sultne efter sport – selvfølgelig på hvert sit tidspunkt. Men rugbrødsmadder 2 gange om ugen er altså no go hjemme hos os. Nogle gange, når det passer sig, laver jeg derfor dobbeltportion af søndagens aftensmad, så der er til 2 dage. Eller også bruger jeg 15 minutter på at smække denne one pot pasta sammen med alle ingredienser i én gryde og sætter den i køleskabet. Mandag aften tages gryden ud af køleskabet og sættes på komfuret i 20 minutter og stå er der aftensmad. Og det er endda en lækker gang gaffelmad, der nemt kan skovles ind med trætte arme efter et par timers badminton. What’s not to like, si’r jeg bare!

Jeg putter gulerødder, squash og peberfrugt i fordi det er grønsager jeg meget ofte har i mit køleskab. Du kan sikkert bruge andre typer, hvis det passer dig bedre eller nøjes med at bruge 1 eller 2 slags. Men det fungerer altså rigtig godt.

Så her er min version af den nemmeste gryderet, der findes:

One pot pasta med masser af grønsager

  • 250 g gulerødder, skrællet og groft revet
  • 1 squash i små tern
  • 1 peberfrugt i små tern
  • 1 finthakket løg
  • 4 tykke pølser svarende til 300 g, f.eks. kålpølser eller en anden pølse med masser af smag
  • 75 g pikantost (kan udelades)
  • 1 hønseboullionterning
  • 1 flaske tomatpassata (680 g) eller 2 dåser flåede tomater
  • 1,5 flaske koldt vand (brug passataglasset)
  • 1/2 spsk oregano
  • Lidt cayennepeber
  • 400 g pasta

Sådan gør du

  1. Skræl gulerødderne og riv dem på den grove side af rivejernet.
  2. Skyl squash og skær den i små tern. Du kan også rive den på den grove side af rivejernet.
  3. Hak løget fint.
  4. Skær pølserne i mindre tern.
  5. Kom det hele sammen med alle de øvrige ingredienser ned i en stor gryde. Brug glasset fra tomatpassaten til at måle vand op med. Bruger du dåsetomater, skal du bruge 3 dåser vand.
  6. Nu kan du stille den i køleskabet til næste dag eller du kan sætte den over og koge med det samme.
  7. Hele molevitten skal koges i 20 minutter. Og så er der dejlig aftensmad.

TIP! Vent med at tilsætte pastaen til de øvrige ingredienser har kogt i 10 minutter. Så er der mere bid i den og resultatet ser mindre rodet ud.