Salat

Spidskålssalat med edamame og granatæble

Spidskålssalat

Spidskål er en af de mest alsidige grønsager! Den kan bruges rå i alle mulige slags salater, tilberedt i wok- eller gryderetter eller smørdampet i hele stykker.

Her er et bud på en sprød salat med sødme, friskhed og farver fra granatæbler og lidt crunch fra ristede solsikkekerner. Den har fået lidt ekstra fylde med kogte hvedekerner, så den kan serveres som selvstændigt tilbehør til mange retter. Hvedekernerne kan sagtens udelades eller du kan erstatte dem med kogte ris, bulgur, perlebyg eller quinoa.

Nemt, friskt og velsmagende!

Spidskålssalat med edamame og granatæble

  • 1,5 dl hvedekerner (jeg bruger forkogte)
  • 1 fintsnittet spidskål
  • 150 g edamammebønner fra frost (kan erstattes af ærter)
  • 2-3 forårsløg
  • 1 granatæble
  • 1/2 dl solsikkekerner
  • 1 portion vinaigrette

Sådan gør du

  1. Kog hvedekernene efter anvisning på pakken. Er de forkogte, skal de koge i letsaltet vand i 15-20 minutter. Hæld vandet fra og lad dem afkøle mens du laver resten.
  2. Rist solsikkekernene let på en varm pande. Pas på de ikke brænder på, det går pludseligt hurtigt.
  3. Hæld kogende vand over edamammebønenrne, så de tør op.
  4. Snit spidskålen fint. Kram den gerne lidt i hænderne, det gør kålen blød.
  5. Rens forårsløgene godt og skær dem i tynde ringe.
  6. Skær granatæblet over i 2 og bank kernerne ud ved at slå på bagsiden med en træske. Pas på – det kan godt sprøjte ganske meget. Saften kan du fint røre i dressingen.
  7. Bland spidskålen med hvedekerner, forårsløg og edamammebønner.
  8. Vend dressingen i og drys med granatæblekerner og ristede solsikkekerner lige inden servering.