Forret

Tunmousse

Tunmousse

Opskrift på tunmousse

Tunmousse har været en klassiker siden 80’erne. Og det forstår man jo godt, for det er da bare supergodt med en lækker tunmousse!

Ofte serveres den på et stort fad pyntet med rejer, tomater, æg, kaviar og citronbåde. I denne enklere version nøjes jeg med rejerne.

Til gengæld gør jeg lidt ud af udformningen ved at stikke både brød og tunmousse ud med en udstikker. Til Valentinsdag eller bare en kærestedate er det superhyggeligt at bruge en hjerteudstikker. Til nytårsaften passer en stjerne-udstikker fint. Har du ingen udstikker, kan du sagtens bruge et helt almindeligt glas.
Som alternativ kan du også lave den i en brødform og skære den ud i skiver.

Husblasen er med til at gøre moussen fast i det, så den kan udstikkes eller skæres. Mange er skræmt af at bruge husblas, men det er faktisk ikke så svært. Den eneste regel er faktisk, at husblasen endelig ikke må kommes i retten alt for varm, for så trevler den. Og det er bare ikke lækkert!
Husblasen tempereres ved at røre lidt af tunmassen i husblasen – én skefuld ad gangen når husblasen er kølet af til håndvarm efter smeltningen. Når husblasen således er kølet lidt af, kan den røres i resten af tunmassen.

Pynt med rejer og dild ved servering og læg også gerne lidt salatblade, evt. frisk spinat på fadet.

Når tunmoussen er fint serveret som her, er den et glimrende bud på en forret til nytår og andre fester.

Tunmousse med rejer

Server tunmoussen på et stykke ristet brød. Pynt med rejer og friskklippet dild.
Antal 4 personer
Kategori: Forret
Søgeord: Gæstemad, Nytår, Tunmousse, Tunmus, tunsalat

Ingredienser

  • 2 dåser tun i vand à 185 g
  • 2 spsk mayonnaise
  • 2,5 dl creme fraiche 18%
  • 3 blade husblas
  • 1 spsk citronsaft
  • 1/2 finthakket rødløg kan erstattes af purløg
  • 1/3 potte dild
  • 1/2 tsk samt samt peber

Til servering

  • ristet brød
  • 125 g rejer
  • dild
  • salat eller spinatblade

Sådan gør du

  • Læg husblas i en skål med koldt vand i ca. 10 minutter.
  • Hæd vandet fra husblasen og smelt den med det vand, der hænger ved i mikroovnen eller over vandbad. Lad det køle af til håndvarmt.
  • Hæld vandet fra tunen og kom den i en skål. Rør den igennem med en gaffel, så flagerne løsnes.
  • Rør mayonnaise, creme fraiche og citronsaft sammen med tunen.
  • Kom en skefuld af tunmassen op i husblasen og rør godt rundt. Gør det i alt 3 gange. På denne måde køles husblasen af og bliver bedst fordelt i tunmassen.
  • Hæld husblas-massen over i skålen med resten af tunmassen og vend det hele godt sammen.
  • Tilføj finthakket rødløg og rør godt rundt. Tilføj dild og smag til med salt og peber.
  • Fordel tunmoussen i et fladt fad, der er foret med plastfolie. Massen skal være max 1,5 cm høj.
  • Sæt det i køleskabet et par timer.

Lige inden servering

  • Rist brødet og stik det ud med en udstikker. Brug evt et glas.
  • Brug samme udstikker og udstik formen i tunmoussen. Læg forsigtigt tunmoussen ovenpå brødet, så formen passer sammen.
  • Læg brødet med tunmousen ovenpå over på et serveringsfad med lidt salat. Fordel rejerne ovenpå og pynt med friskklippet dild.

Måske kan du ogsålide disse andre opskrifter med tun

Salatbåde med tunsalat Salatbåde med tunsalat

Vitello Tonnato Vitello tonnato – tyndtskåret steg med tuncreme

Tunsalat med pasta, æg og asparges