Lidt lettere pasta carbonara
Her er en lidt lettere pasta carbonara – eller rettere en tilnærmet version. For en italiener kunne ikke drømme at bruge hverken fuldkornsspaghetti eller squash i en pasta carbonara for ikke at tale om fløde. Det er vist nærmest en dødssynd.
Men denne version er en smule sundere og i mine øjne også mere mættende med fuldkornspasta. Nogle synes måske fuldkornspasta er tørt og kedeligt, men jeg elsker det! Jeg synes simpelthen det smager af mere. Kan du bedre lige almindelig spaghetti, bruger du selvfølgelig bare det.
Squashen kører jeg gennem en spiralizer, der laver lange, tynde strimler, så det til forveksling ligner spaghetti. Har du ikke en spiralizer, kan du skære squashen i tynde strimler med en kartoffelskræller eller du kan blot skære dem i tern. Udseendet bliver noget andet, men smagen fejler ikke noget.
Schwarzwälder skinken køber jeg i Rema1000 til kun ca. 9 kr for 100 g (10 skiver). Den er supergod til alt hvor du vil bruge parmaskinke, tørret skinke eller bacon. Og til den pris er der jo ingen grund til at gå ned på skinke ;o)
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Lidt lettere pasta carbonara
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2 squash i alt ca. 400 g
- 250 g fuldkornsspaghetti*
- 1 æg*
- 2½ dl madlavningsfløde* 4%
- 30 g revet parmesan*
- 1 pakke Schwarzwalder skinke eller anden type tørret skinke Kan erstattes af bacon.*
- salt og peber*
Sådan gør du
- Kog spaghettien efter anvisning på pakken. Typisk skal den have 8 minutter.
- Tænd ovnen på 200 grader og læg skinken på en bageplade med bagepapir. Stil pladen i ovnen til skinken er sprød. Det tager op til 10 minutter – alt efter hvilken skinke du bruger, skal den have kortere eller længere tid i ovnen. Så hold øje med, at den ikke bliver sort.
- Imens kører du squash gennem en spiralizer. Sørg gerne for at strimlerne ikke bliver alt for lange, så er de nemmere at tage op på tallerkenen ved servering.
- Pisk æg, fløde og parmesan sammen.
- Tag 1-2 dl vand fra af det du har kogt pastaen i.
- Hæld spaghettien i et dørslag, så vandet løber fra og kom den straks tilbage i gryden. Der må gerne komme kogevand med.
- Tilføj squash-strimlerne og vend rundt med spaghettien.
- Tilføj æggeblandingen og vend rundt til spaghettien er cremet og æggemassen er lettere stivnet.
- Tilsæt gerne lidt kogevand fra pastaen lidt efter lidt. Stivelsen heri er med til at gøre retten cremet.
- Smag om der evt skal tilføjes lidt salt, men husk at skinken er ret salt.
- Kværn godt med peber hen over – det er signaturen for en carbonara – og knus den sprøde skinke over ved servering.
*Ingredienser fra basislager
Hvorfor lidt lettere pasta carbonara?
Hvem elsker ikke pasta? Og især den lækre spaghetti carbonara er en stor favorit.
Bestiller du en pasta carbonara i Italien vil du få en al-dente spaghetti, der er vendt i æg, kogevand fra pastaen, letstegt pancetta, strøet rundhåndet med friskkværnet sort peber og serveret med friskrevet parmesan on the side.
Bestiller du en pasta carbonara på en dansk cafe, vil du oftest på en tagliatelle pasta, som svømmer i fløde og som måske har set et stykke bacon.
En italiener ville jo korse sig! Og det ville han også over min version. Men nu går jeg så op i at lave de gode, kendte retter på en lidt sundere måde, så de kan spises med godt samvittighed i hverdagen. Og det betyder, at spaghettien er fuldkorn, den er suppleret med squashstrimler og så er den fede pancetta skiftet ud med lidt mere fedtfattig tørret skinke. Så kan jeg nemlig spise det her med godt samvittighed og stadig få en lækker smagsoplevelse! Og får jeg en italiener på besøg, ved jeg heldigvis hvordan en traditionel spaghetti carbonara skal laves ;o)