Aftensmad

Mørbrad med blomkålsmos og gratineret peberfrugt

Mørbrad med blomkålsmos og gratineret peberfrugt

I dag er dagen blevet tilbragt i 2 forskellige badmintonhaller med begge pigers holdturnering. Heldigvis vandt begge piger et par kampe, så er det nemmere at håndtere et par tabte.

Aftensmaden skulle derfor kunne laves hurtigt og nemt. I løbet af ugen fandt jeg rød peberfrugt på tilbud til 3 kr, så der lå en ordentlig bunke i køleskabet. Det var derfor oplagt at lave de lækre gratineredes peberfrugter.

I fryseren fandt jeg en svinemørbrad og 2 poser frossen blomkål. Så var menuen jo klar.

Du skal bruge:

1 svinemørbrad*

1 tsk olie

3 røde peberfrugter*

1 pose frisk mozzarella eller 200g revet*

2 poser frossen blomkål

1 klat smør*

Salt og hvid peber*

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 gr.

Rens mørbraden og skær sener og fedt væk. Gnid den godt med salt og peber og brun den på ale sider på en pande med olie. Læg den i et ildfast fad.

Rens peberfrugterne og skær dem i store stykker. Læg dem i fadet ved siden af mørbraden. Skær mozarrellaen i mindre stykker og fordel over peberfrugten.

Sæt fadet i ovnen i ca. 20 min. til osten er gylden og mørbraden er færdig. Den må godt være lidt lyserød. Pas på den ikke får for meget, da den ellers godt kan blive lidt tør.

Lad gerne kødet hvile 5 minutter inden det skæres i skrå skiver.

Imens fadet står i ovnen, dampes blomkålen i lidt vand i ca 5 minutter.  Hæld vandet fra og damp blomkålen tør (stil gryden på den slukkede, men stadig varme kogeplade. Ryst gerne gryden, så blomkålen ikke brænder fast). Blend den med en stavblender og rør en smørklat i. Smag til med salt og peber.

Tip! Blomkålsmosen kan erstattes af kartoffelmos

*Ingredienser fra basislager