Pizza med hurtig dej uden hævetid
Denne pizza med hurtig dej er perfekt, når du vil have frisk, sprød pizza på under en time – helt uden hævetid. Dejen samles på få minutter og giver en lækker, tynd bund med god struktur.
Opskrift på hurtig pizza
En pizza med hurtig dej er den slags opskrift, man bliver virkelig glad for at have i baghånden. Den er nemlig perfekt til de dage, hvor lysten til pizza melder sig, men tiden (og tålmodigheden) til hævetid bare ikke er der. Her får du en nem pizzadej uden gær, lavet med bagepulver, som kan være klar på under en time – fra du tager ingredienserne frem, til pizzaen står varm på bordet.
Dejen samles på få minutter og kræver ingen hævning. Det betyder, at du hurtigt kan komme videre og få pizza i ovnen, også selvom det er en helt almindelig hverdag. Strukturen bliver anderledes end en klassisk pizzadej med gær, men stadig lækker: tynd, sprød og med god bid. Kort sagt en rigtig god hverdags-pizzabund.
Hjemmelavet tomatsauce til pizza
Denne hurtige pizza er oplagt, når familien gerne vil have pizza NU, og der ikke lige er tid eller overskud til at vente på dej, der skal hæve. Samtidig slipper du for at ringe efter take-away eller tage bilen hen til den lokale pizzamand. Hjemmelavet pizza behøver nemlig hverken være besværlig eller tidskrævende.
En anden fordel ved at lave pizzaen selv er, at du har fuld kontrol over ingredienserne. Du bestemmer selv, hvor meget ost der skal på, hvilken type kød eller grønsager du bruger, og hvor fed eller let pizzaen skal være. Bruger du for eksempel fedtfattig ost, magert kød og masser af grønt, kan hjemmelavet pizza sagtens passe ind i en mere balanceret kost – også i hverdagen.

Opskriften her giver to pizzaer, hvilket passer perfekt til 2–3 voksne eller 2 voksne og 2 børn. Det gør den ideel som familiefavorit, hvor man kan dele dejen i to og lave forskellige toppings, så alle bliver glade. Det er også en god måde at få brugt rester fra køleskabet på.
Top gerne pizzaen med frisk rucola lige inden servering. Det ser både flot ud og rucolaens lette skarphed passer bare rigtig godt til pizza. Og ja – vi spiser altså også med øjnene, også når det bare er tirsdag aften.
Se alle mine andre opskrifter på pizza lige her.
Hurtig pizza
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 4 dl hvedemel
- 1 dl fuldkornshvedemel kan erstattes med almindelig
- 2 tsk bagepulver
- 1 tsk salt
- 2 dl vand
- 3 spsk olivenolie
Sådan gør du
- Forvarm ovnen til 225 °C almindelig varme. Gerne med varme i både top og bund, hvis din ovn kan det.
- Rør de tørre ingredienser sammen i en skål.
- Tilsæt vand og olie, og saml hurtigt dejen – den skal være blød, men ikke klistret.
- Rul dejen ud direkte på et stykke bagepapir i bradepandestørrelse.
- Fordel tomatsaucen jævnt over bunden.
- Tilføj dit ønskede fyld (se forslag nedenfor).
- Bag pizzaen midt i ovnen i ca. 15–20 minutter, til kanten er gylden og sprød.Hold øje med, at den ikke får for meget.
Forslag til fyld – mængder til 2 pizzaer
Mit yndlingsfyld er:
- Hjemmelavet tomatsauce
- 1 grillet eller stegt aubergine
- 1 rød peberfrugt i tynde skiver
- 1 rødløg i tynde skiver
- 150 g tørret skinke
- 200 g revet ost

Klassisk skinke & champignon
• Ca. 1,5–2 dl tomatsauce
• 150 g skinkestrimler
• 200 g friske champignon i skiver
• 200 g revet mozzarella
• 1 tsk tørret oregano
Spicy pepperoni
• Ca. 1,5–2 dl tomatsauce
• 100–125 g pepperoniskiver
• 1 lille rødløg i tynde skiver
• 200 g frisk mozzarella i skiver
• Chiliflager efter smag
Vegetarisk favorit
• Ca. 1,5–2 dl tomatsauce
• 250–300 g grillet aubergine, squash og peberfrugt
• 200 g revet ost (mozzarella eller feta)
• Frisk basilikum ved servering
Tun & oliven
• Ca. 1,5–2 dl tomatsauce
• 1 dåse tun i vand (ca. 150 g afdryppet)
• 75 g sorte oliven i skiver
• ½ rødløg i tynde skiver
• 200 g revet ost
Kylling, pesto og mozzarella
• 1,5–2 dl tomatsauce
• 150 g tilberedt kylling (stegt eller ovnbagt, skåret i mindre stykker)
• 3–4 spsk grøn pesto (fordelt i små klatter)
• 200 g mozzarella (revet eller i skiver)
• Evt. lidt frisk rucola ved servering
Skinke, ananas og ost
• 1,5–2 dl tomatsauce
• 150 g skinkestrimler
• 150 g ananas i mindre stykker (frisk eller dåse, godt afdryppet)
• 200 g revet ost (mozzarella eller mild pizzaost)
• Evt. et nip oregano
Svampe, løg og trøffelolie
• 1,5 – 2 dl tomatsauce
• 250 g champignon eller blandede svampe, skåret i skiver
• 1 mellemstort løg i tynde skiver
• 200 g revet mozzarella
• 1–2 tsk trøffelolie (dryppes over efter bagning)
• Friskkværnet sort peber
Kartoffelskiver, rosmarin og ost
• 1,5 – 2 dl creme fraiche 18% eller
• 300 g kartofler, skåret i meget tynde skiver
• 200 g revet ost (mozzarella eller fast ost)
• 1 – 2 tsk tørret rosmarin
• Lidt olivenolie (dryppes over efter bagning) og salt
Tip til kartoffelpizza: Vend kartoffelskiverne i lidt olie og salt, og forbag dem evt. 5 minutter, så de bliver møre og sprøde på pizzaen.
Tip:
Vil du have ekstra sprød bund, så bag bunden med tomatsauce i 5 minutter, før du lægger fyldet på.

Hvad er pizza med hurtig dej?
Pizza med hurtig dej er en pizza, hvor dejen laves med bagepulver i stedet for gær og derfor ikke skal hæve.
Kan man lave pizza uden gær?
Ja, denne opskrift er lavet helt uden gær og giver stadig en sprød og velsmagende pizzabund.
Er hurtig pizzadej lige så god som almindelig pizzadej?
Den har en anden struktur end klassisk pizzadej, men er stadig lækker, sprød og perfekt til hverdagsbrug.
Hvor lang tid tager det at lave pizza med hurtig dej?
Hele processen tager under en time – omkring 30–40 minutter fra start til servering.
Kan man lave sundere pizza derhjemme?
Ja, ved at vælge fedtfattig ost, magert fyld og flere grønsager kan hjemmelavet pizza sagtens være et fornuftigt valg.




