Kylling gyros bowl
Denne kylling gyros bowl er en af de der retter, der både føles som rigtig aftensmad og som noget, man sagtens kunne finde på en café. Den er nem at lave, smager af meget og kan tilpasses efter, hvad man har i køleskabet. Samtidig er det en ret, hvor alle elementer giver mening sammen – krydret kylling, sprøde kartofler, friskt grønt og cremet yoghurt.
Gyros bowl er i bund og grund en skål med alt det gode fra en klassisk gyros, bare serveret mere afslappet. Her er det kylling marineret i yoghurt, krydderier og citron, som giver masser af smag og saftighed. Marinaden gør kødet mørt og giver den karakteristiske gyros-smag, uden at det bliver tungt.
Kartoflerne er skåret i stave og lavet sprøde i airfryer med olie, salt og rosmarin. Sammen med grønt som agurk, peberfrugt, tomater og rødløg får du et helt måltid med både kød, kartofler og grønt. Det hele toppes med feta, oliven og en ekstra skefuld yoghurt på toppen.
Noget af det gode ved denne gyros bowl er, at den ikke kræver meget planlægning. Kyllingen kan marineres i god tid, men kan også klare sig med en halv time, hvis det er den tid du har til rådighed. Resten kan laves, mens kødet passer sig selv i airfryeren.
Opskriften er lavet til airfryer, fordi det er hurtigt og nemt, og fordi både kartofler og spyd bliver virkelig gode på den måde. Men har du ikke en airfryer, kan hele retten sagtens laves i ovnen. Begge dele kan endda køre samtidig på varmluft, hvis du vil spare tid.
Server gyros bowlen med lune pitabrød ved siden af, som kan bruges til at samle lidt af det hele op. Det gør retten mere mættende og giver den der gyros-fornemmelse, man kender.
Det her er ikke fancy mad. Det er bare lækker hverdagsmad, som de fleste kan være med på.
Kylling gyros bowl med sprøde kartofler, grønt og yoghurt
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Marinade
- ½ dl græsk yoghurt alternativt yoghurt naturel, afdryppet
- 2 tsk røget paprika alternativt almindelig paprika
- 2 tsk tørret oregano
- 1 tsk tørret rosmarin
- 1 tsk hvidløgspulver
- 2 spsk citronsaft
- 1 tsk salt
Til spyd
- 450 g kyllingebryst, inderfilet eller lårkød skåret i strimler
- olie til pensling
Kartofler
- 600 g kartofler, skrællet og skåret i stave
- 1 spsk olie
- 1 tsk salt
- 1 tsk tørret rosmarin
Grønt
- ½ agurk i tern
- 1 peberfrugt i tern
- 3 tomater i tern
- 1 rødløg i tern
- 1 spsk olivenolie
- 2 spsk hakket mynte eller persille brug gerne en blanding af begge dele
Til servering
- 50 g feta
- oliven
- 8 spsk græsk yoghurt alternativt yoghurt naturel, afdryppet
- 2-4 pitabrød
Sådan gør du
Spyd
- Rør alle ingredienser il marinaden sammen i en stor skål.

- Skær kyllingekødet i strimler og kom til i skålen il marinaden.
- Lad kødet marinere i minimum ½ time, gerne op til 4 timer.

- Fordel kødet på 4 spyd. Pensl eller spray med en smule olie.
- Kom spyddene i airfryeren og giv dem 20-25 minutter ved 200 grader – alt efter effekten på din airfryer. Så kig gerne til spyddene undervejs.

Kartofler
- Skyl kartoffelstavene i koldt vand og tør dem godt i et rent viskestykke.
- Kom dem i airfryeren og dryp med olivenolie samt drys med salt og rosmarin.
- Airfry kartoflerne i ca. 20 minutter ved 200 grader. Ryst kurven undervejs.
Grønt
- Skær grønsagerne i tern og kom dem i en skål.
- Fordel olivenolie og hakkede krydderurter henover og bland det hele sammen.
Til servering
- Lun pitabrødene og skær dem i kvarte.
- Fordel grønsagerne og de sprøde kartofler på 4 tallerkener og smuldr feta henover.
- Læg 2 spyd på hver tallerken og dryp med yoghurt.
- Giv de lune pitabrød til gyrosbowlen.
Tips til kylling gyros bowl
• Gyros bowl kan laves i airfryer eller i ovn
• Marinér gerne kyllingen i god tid for mere smag
• Brug lårkød, hvis du vil have ekstra saftigt kød
• Lav ekstra kartofler – de forsvinder hurtigt
• Mynte og persille kan bruges hver for sig eller blandes
Du kan lægge spyddene på en rist over kartoflerne – uanset om du laver retten i airfryer eller i ovnen. Saften fra kødet drypper ned og giver ekstra smag.

Hvad er en gyros bowl?
En gyros bowl er en skål med gyros-inspireret kød, kartofler eller brød, grønt og yoghurtbaseret dressing.
Kan gyros bowl laves i airfryer?
Ja, både kyllingespyd og kartofler kan laves i airfryer og bliver sprøde og saftige.
Kan retten laves i ovn?
Ja, både kartofler og spyd kan laves i ovn ved 200 grader varmluft i 20–25 minutter.
Hvilket kød er bedst til gyros?
Kyllingebryst, inderfilet eller lårkød fungerer alle godt, afhængigt af hvor saftigt du ønsker kødet.
Kan gyros bowl laves i forvejen?
De enkelte elementer kan forberedes, men retten er bedst samlet lige før servering.









