Aftensmad

Fyldte squash

Fyldte squash

Fyldte squash er en dejlig måde at få masser af grønsager på. Samme opskrift kan bruges til fyldte peberfrugt.

Vi spiser dem med en fyldig salat baseret på grillet aubergine til. Auberginen kan selvfølgelig udelades, eller du kan erstatte den med andet godt fyld. Du kan også servere pasta til, evt med en ekstra portion tomatsovs.

For at få lidt fyld, tilsætter jeg lidt quinoa til kødsovsen. Dette kan undlades eller erstattes med ris, bulgur eller pasta. Sørg blot for at koge kødsovsen længe nok til at det bliver mørt.

Fyldte squash

Fyldte squash er en skøn måde at få en masse grønsager indenbords. Squashen farseres med oksekød i tomatsovs og bages i ovnen. Server med en god salat.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 4 små eller 2 meget store squash
  • 500 g hakket oksekød
  • 1 stort hakket løg
  • 1 fed hvidløg
  • 2 revne gulerødder
  • Indmaden fra squash skåret i mindre tern
  • 1 dåse hakkede, flåede tomater
  • 1 dåse vand
  • 1 dåse tomatpure à 140 g
  • 3 tsk oregano
  • salt og peber efter smag
  • 1 dl quinoa, ris, bulgur eller pasta. Kan udelades
  • 200 g revet ost

Salat

  • 1 aubergine
  • 1/2 pose frisk spinat eller anden type salat
  • 1 stor snack-peber eller tilsvarende almindelig peberfrugt
  • 200 g feta

Sådan gør du

  • Skær auberginen i skiver på tværs og læg dem på en bageplade med bagepapir. Dryp med olivenolie og drys med salt.
  • Stil pladen i ovnen med grillen tændt. Pas på! Bagepapiret må ikke komme i nærheden af grill-elementet!
  • Grill auberginerne i 5-7 minutter, vend dem og grill igen et par minutter. Hold øje med at de ikke bliver for mørke – pludselig kan det gå stærkt. Tag pladen ud og lad auberginerne køle lidt af.
  • Stil ovnen på 200 grader.
  • Sæt kødet over til bruning i en gryde.
  • Tilsæt hakket løg, presset hvidløg og revet gulerod.
  • Halver squash og tag midten ud (det bløde) evt med en ske. Skær det i små tern og tilsæt det i gryden.
  • Tilsæt hakkede, flåede tomater, vand, tomatpure og oregano samt salt og peber.
  • Tilsæt quinoa.
  • Kog det godt sammen i ca. 10 minutter.
  • Læg squashen i et ildfast fad og fyld dem med kødsovsen. Top med revet ost.
    Fyldte squash
  • Sæt fadet i ovnen i ca. 25 minutter ved 200 grader. Bliver osten for mørk, kan du lægge et stykke staniol over.
  • Server de fyldte squash med de grillede auberginer sammen med de øvrige ingredienser til salaten.
    Fyldte squash
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

Opskrift på fyldte squash

De fyldte squash kan laves med lige præcis det fyld, du og din familie godt kan lide. I den her opskrift, er squashen jo egentlig bare en slags spiselig fad eller tallerken for en helt almindelig kødsovs med oksekød og tomat.

Så en nem måde at lave farseret squash på er, at fordoble portionen, når du alligevel laver pasta med kødsovs. På andendagen fylder du så kødsovsen i squashen og serverer med en god salat.

En lidt anden måde at lave fyldt squash på er denne opskrift på fyldte grønsager med ricottatopping.
Du kan også lave en frikadellefars og fylde i enten squash eller peberfrugt. Se opskriften på frikadellefyldt peberfrugt her.