Fyldte grønsager med ricottatopping
Fyldte grønsager er en god måde at få mange grønsager ind i middagen. Når grønsagerne bages får de en helt speciel, meget delikat smag. Især peberfrugterne bliver søde og bløde – og meget nemme at få ned for selv grønsagsforskrækkede familiemedlemmer.
Ricotta-toppen giver et dejlig tvist og tilføjer både dejlig smag og en god tekstur.
Brugen af grønsager kan varieres. Selv kan jeg rigtig godt lide squash og peberfrugt – peberfrugt især fordi den er så nem at fylde en masse i og squash fordi den både er billig og fylder godt i maven. Begge er relativt neutrale i smagen og lader fyldet komme til sin ret.
Alternativer kan være udhulet tomat, udhulet løg eller auberginer. Brug dem du bedst kan lide.
Denne gang har jeg serveret bønnefritter til – det er helt klart en kæmpefavorit hos os. I stedet kan du koge lidt pasta eller ris, evt. serveret med lidt tomatsovs til, eller lav nogle ovnkartofler.
Fyldte grønsager med ricottatopping
- 4 peberfrugter*
- 2 squash
- 500 g hakket oksekød*
- 1 finthakket løg*
- 1 dåse flåede tomater*
- 1/2 -1 spsk oregano*
- Salt og peber*
- 250 g ricotta
- 1 æg*
- 1 håndfuld frisk basilikum (kan erstattes af ca. 1/2 spsk pesto*)
- 30 g revet parmesan*
*Ingredienser fra basislager
Sådan gør du
- Skyl grønsagerne godt. Skær toppen af peberfrugterne og fjern kernerne.
- Halver squashene og tag det meste af det “bløde kød” ud med en ske. Hak det og gem det til kødsaucen.
- Stil peberfrugterne i et ildfast fad og læg de halverede, udhulede squash ved siden af.
- Brun kødet i en gryde sammen med det hakkede løg.
- Tilsæt “indmaden” fra squash’en, flåede tomater samt oregano.
- Lad det hele koge sammen et par minutter. Smag til med alt og peber.
- Fordel kødsaucen i grønsagerne.
- Rør ricotta med basilikum, æg og parmesan. Smør blandingen over kødsaucen/grønsagerne.
- Stil fadet i en 200 grader varm ovn i ca. 25 minutter til overfladen er gylden og grønsagerne er møre.
- Server med f.eks. bønnefritter, ovnkartofler, pasta eller godt brød.