Aftensmad

Bagt pasta med kylling og broccoli

Bagt pasta med kylling og broccoli

Bagt pasta med kylling og broccoli er opskriften på en alsidig ret, perfekt til hverdagen og højt elsket af hele familien! Alt laves i ét fad, så du har hænderne fri til andre gøremål.

Denne lækre pastaret i ovn er ikke kun utrolig velsmagende, men også nem at tilberede og kan varieres på utallige måder.

Bagt pasta med kylling og broccoli

Bagt pasta med kylling og broccoli er opskriften på en alsidig ret, perfekt til hverdagen! Alt laves i ét fad, så du har hænderne fri til andre gøremål.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 200 g pasta
  • 2 hele broccoli
  • 400 g kyllingebryst
  • 200 g pikantost
  • 3 æg
  • 3 dl creme fraiche 18%
  • 1 tsk salt + peber
  • 75 g revet ost

Sådan gør du

  • Pluk broccoli i buketter og skyl den godt
  • Kog pastaen efter anvisning på pakken, den skal kun lige være al dente
  • I de sidste 2-3 minutter af kogetiden kommes broccolien ned til pastaen.
  • Hæld pasta og broccoli til afdrypning i et dørslag
  • Skær kyllingebryst i små tern og kom den i et stort ildfast fad
  • Hæld pasta og broccoli over kyllingeternene og bland det godt sammen.
  • Pisk æg med pikantost, creme fraiche, salt og peber
  • Hæld æggemassen over kylling, pasta og broccoli
  • Drys med revet ost
  • Kom fadet i en 200 grader varm ovn ved almindelig varme og bag retten i ca. 30 minutter.
  • Server med en grøn salat og eller brød.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

En alsidig pastaret

Ovnbagt pasta, også kendt som pastafad i ovn, er en skøn måde at kombinere pasta, kød og grøntsager på. Retten er særligt populær, fordi den er så alsidig. Du kan bruge forskellige typer pasta, kød og grøntsager, alt efter hvad du har i køleskabet eller hvad du er i humør til.

Kylling og æg som proteinkilde

I denne opskrift bruger jeg fersk kyllingebryst, som skæres i små tern, og kommes rå i fadet. Det skal nok blive fint tilberedt af turen i ovnen.
Men hvad hvis du har rester af tilberedt kylling? Det er faktisk en fremragende måde at bruge resterne på! Du kan sagtens erstatte det friske kyllingebryst med rester af stegt eller kogt kylling. Selvom den kun lige behøver at blive varmet op, så bliver det på grund af rettens korte tilberedningstid ikke tørt og kedeligt.

Med æg i retten får du ikke bare en god konsistens, men også ekstra mæthed og fylde.

Bagt pasta med kylling og broccoli
Brug gerne grov pasta til ovnbagt pasta. Det giver både mæthed og en rigtig god smag.

Grøntsager giver fylde og vitaminer

Broccoli er hovedgrønsagen i denne ret, men pastafadet er utrolig fleksibelt, når det kommer til grønsager. Du kan derfor sagtens bruge andet end broccoli. Gode forslag er blomkål, gulerødder, squash, eller spinat. Du kan endda bruge frosne grøntsagsblandinger for at gøre det endnu nemmere. F.eks. kan du i stedet for frisk broccoli blot tø en pose frosne broccoli op i pastagryden.
Det vigtigste er at vælge grøntsager, du kan lide, og som giver god smag og tekstur til retten.

Bagt pasta med kylling og broccoli
Pisk æg med pikantost inden det kommes over kylling, pasta og broccoli i fadet

Cremet sauce binder det hele sammen

En af hemmelighederne bag denne lækre pastaret med kylling i ovn er den cremede sauce. Opskriften kalder på creme fraiche 18%, som giver en rig og fyldig konsistens. Men kan man bruge andet end creme fraiche? Ja, det kan man sagtens. Hvis du ønsker en lettere version, kan du bruge creme fraiche 6% eller 9%. Du kan også eksperimentere med græsk yoghurt eller en blanding af mælk og fløde for at opnå den ønskede konsistens og fedtindhold.

Osten gør forskellen

Pikantost og revet ost er nøgleingredienser, der giver retten smag og den helt rigtige ostede sprødhed på toppen. Hvis du ikke har pikantost, kan du erstatte den med en anden type flødeost, de findes i mange smage eller blot helt neutral.

Bagt pasta med kylling og broccoli
Drys osten over pasta, kylling og broccoli inden den bages i ovnen.

Tilberedning og servering

At lave pasta med kylling i ovn er nemt. Efter at have forberedt alle ingredienserne, blandes de sammen i et ildfast fad og bages i ovnen. Dette giver retten en dejlig overflade og lader smagene smelte sammen. Serveringen er lige så enkel – retten kan nydes direkte fra fadet, gerne ledsaget af en frisk grøn salat eller et stykke godt brød.

Variationer og tips

  • Prøv at tilføje hvidløg eller krydderurter som timian eller rosmarin for ekstra smag.
  • For en vegetarisk version kan du erstatte kyllingen med svampe eller kikærter.
  • Eksperimenter med forskellige pastaformer. Penne, fusilli eller conchiglie fungerer godt i ovnbagte pastaretter. Selv kan jeg bedt lide fuldkornspasta, da jeg synes den både mætter og smager rigtig godt.
  • Tilføj lidt chiliflager eller cayennepeber for en pikant twist.

Prøv også disse one-pot pastaretter

Bagt pasta med feta og kylling Bagt pasta med feta, kylling og tomater – one pot

One pot pasta med kylling One pot pasta med kylling

Tortellini i flødesovs Tortellini i flødesovs – tortellini alla panna

One pot pasta med pølser One pot pasta med pølser

Gratineret pasta Gratineret pasta med grønsager og Mornaysauce