Aftensmad

Rødvinsmarineret nakkekam

Rødvinsmarineret nakkesteg

Hvad gør man når der efter en fest står 3 åbnede flasker rødvin – og man IKKE har lyst til at sætte sig ned og tømme dem?

Så står man på hovedet og fryseren for at finde noget, der går rigtig godt sammen med rødvinen dagen efter, og hvor det vel at mærke ikke skal drikkes!

Jeg fandt simpelthen en nakkesteg. Godt dybfrossen. Men den blev alligevel lagt i en plastpose med rødvin, hvidløg og krydderurter, så den kunne ligge og marinere samtidig med at tø op.

20 timer senere blev nakkestegen sat på rotisseriet og grillet til perfektion. Det er svært at ødelægge en nakkesteg, da den er godt fedtmarmoreret og derfor ikke bliver tør. Uhm!

Havde det været om vinteren, var den istedet røget en tur i ovnen. Og marinaden var blevet kogt ind og reduceret til en kraftig rødvinssauce, der måske havde fået en sjat fløde til at runde den af med.

Men eftersom der er sommerstemning på terrassen vandt grillen altså og dertil blev serveret spidskål på 2 måder – grillet og penslet med smør og som salat.

Rødvinsmarineret nakkesteg

  • 1 nakkesteg på ca 1 kg (til 4 personer)
  • 2 fed hvidløg i kvarte
  • 2-3 kviste frisk rosmarin (svarer til 2-3 tsk tørret)
  • 2-3 kviste frisk timian (svarer til 2-3 tsk tørret)
  • 3 dl rødvin
  • Salt og peber

Sådan gør du

  1. Læg stegen i en frysepose med hvidløg, krydderurter, rødvin samt salt og peber. Lad stegen marinere så længe som muligt, gerne 24 timer.
  2. Tag stegen op af marinaden (gem marinaden hvis du vil lave sauce) og tør den af med køkkenrulle.
  3. Sæt stegen på syd til rotisseriet (grill) eller læg den i et ildfast fad (ovn).
  4. Brun den godt ved høj varme (ovn 225 grader) i ca. et kvarter.
  5. Lad den stege ved lavt blus (gasgrill), indirekte varme (kulgrill) eller 175 grader (ovn) til den har opnået en kernetemperatur på 68 grader.
  6. Det kan godt tage et par timer. Men bare rolig, stegen bliver ikke tør, hvis den får lidt ekstra. Og er den færdig før tid, tager dem heller ikke skade af at hvile indtil spisetid.
  7. Skær stegen i tynde skiver og server med dit yndlingstilbehør.