Proteinpandekage
Denne proteinpandekage laver jeg meget tit til morgenmad. Når jeg har spist sådan en fætter er jeg mæt helt til frokost. Og med en god mæthed helt fra morgenstunden er der heller ingen sukkertrang om eftermiddagen.
Proteinpandekage kan spises som den er, eller tilføjes lidt frisk frugt – hvis der er plads i maven!
Proteinpandekage til 1 person
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 1 æg*
- 1 dl mælk*
- 1/4 tsk salt*
- 1 spsk peanutbutter
- 3 spsk grøn HUSK eller anden type loppefrøskaller
- 3 spsk boghvedemel/quinoamel/peanutmel/havreklid eller alm. hvedemel*
- 1 spsk chiafrø kan udelades
- Evt. ½ tsk bagepulver*
- 1 tsk kokosolie eller smagsneutral olie til stegning*
Til servering
- 1 spsk peanutbutter
- 1 håndfuld blåbær eller anden frugt
- lidt ristede mandler
Sådan gør du
- Pisk alle ingredienser sammen i en skål – først de våde og dernæst de tørre.
- Varm en slip-let pande op med kokosolien og hæld massen på i 4 klatter. Har du travlt, kan du lave én stor pandekage i stedet. Panden må gerne være godt varm.
- Skru ned for varmen (ca trin 4 ud af 10) og lad pandekagerne stå og småstege 4-5 minutter. Når de er helt faste i kanten og du kan få en paletkniv ind under, vender du dem og steger et par minutter på den anden side. Du kan evt. skrue lidt op for varmen, hvis de er for lyse i farven.
- Kom pandekagerne i en stak på en tallerken. Top med peanutbutter, frugt og ristede mandler eller server pandekagerne uden topping.
*Ingredienser fra basislager
Tip: Du kan lade pandekagen glide over på en tallerken. Vend panden om og læg den over på tallerkenen. Flip det hele rundt, så den ubagte side af pandekagen er nederst på panden.
Denne proteinpandekage er min foretrukne morgenmad. Den smager supergodt og giver en så god mæthed, at jeg ikke sulten før langt op ad dagen.
Peanutbutter smager vildt godt i den her pandekage og er udover smag med til at øge proteinindholdet. Jeg veksler lidt mellem at bruge en glat og en crunchy peanutbutter. Er du ikke så meget til peanutbutter kan det erstattes med 1 måleskefuld proteinpulver i den smag, du godt kan lide. Vi plejer at bruge chokolade eller jordbær.
Alternativt kan du erstatte med 2-3 tsk kanel og et par dråber flydende sød. Gør du dette, kan du evt tilsætte lidt hytteost for at øge proteinindholdet. Eller tilføj et ekstra æg.
På de travle hverdage laver jeg som regel én stor pandekage og spiser den som den er. Har jeg lidt mere tid, laver jeg gerne flere små og topper med lidt forskelligt – her foretrækker jeg blåbær. Men jordbær eller andre bær samt mangotern er også rigtig godt.