Krydderurtemarineret mørbrad med grillet kartoffelsalat og rabarberkompot

Skal du have gæster til en grillaften, så prøv at lave grillet krydderurtemarineret mørbrad, grillet kartoffelsalat og rababerkompot. Det er dejlig sommermad og fortrinligt som gæstemad. Det er hverken dyrt eller tager lang tid at lave. Meget kan du forberede i forvejen, så du blot skal grille kød og grønsager. Det kan du gøre mens gæsterne nyder et glas på terrassen.
Udnyt pladsen på grillen og smid både kød, kartofler og grønsager på. Måske skal det tages i lidt flere omgange, hvis din grill ikke er så stor – men det sker der vel heller ikke noget ved, bare solen står højt på himlen og duften af de grillede lækkerier breder sig på terrassen.
Mørbraden bliver virkelig lækker af at blive marineret i citrus og krydderurter fra haven. Normalt skal kød marineres i maaange timer. Men det behøver denne ikke. Den kan fint trække smag mens du forbereder de andre ting. Så 1/2 – 1 time er rigeligt.
De helt små nye kartofler skal bare koges let og spises med lidt koldt smør. Så her bruger vi dem, der er noget større og som egner sig til at blive skåret i 2 eller 3 dele. Jeg vælger at bruger grønne bønner og peberfrugter fordi jeg har dem i mit basislager. Men du kan bruge mange andre ting, hvis der ligger noget andet i din grønsagsskuffe.
Kartoffelsalaten får smag af den samme marinade, som vi bruger til kødet, vi tilsætter blot lidt sukker for lidt ekstra sødme.
Rabarberkompotten laver vi i stedet for sauce. Den bliver syrlig og lidt skarp og dejlig krydret af timian og stjerneanis.
Krydderurtemarineret svinemørbrad

Krydderurtemarineret svinemørbrad
- 1 svinemørbrad, afpudset på ca 500 g
- 1 dl olivenolie
- Revet skal og saft af 1 lime (eller citron)
- 3 stilke timian eller 1 tsk tørret
- 1 stor stilk rosmarin eller 1 tsk tørret
- Salt og peber
- (1 tsk sukker til salatdressingen)
Sådan gør du
- Kom ingredienserne til marinaden i en skål og blend det hele med en stavblender. Hvis rosmarinstilkene er meget grove, kan du med fordel hakke dem lidt først.
- Tag halvdelen af marinaden fra til salatdressing og kom den anden halvdel i en pose. Læg mørbraden i posen og masser marinaden godt ind i kødet. Lad den ligge i 1/2-1 time mens du forbereder de øvrige ting.
- Læg mørbraden på grillen i ca 12 minutter i alt. Start med at brune den på alle sider ved høj varme (direkte grill) i alt ca. 4 minutter. Skru ned for gassen (flyt den til indirekte) og grill den 2 minutter på hver side. Nu er mørbraden saftig og lyserød indeni. Er du ikke tl det lyserøde, så giv den i alt 3 minutter på hver side efter bruning.
- Lad mørbraden hvile udækket 7-8 minutter inden du skærer den i skrå skiver.
Grillet kartoffelsalat

Grillet kartoffelsalat
- 600 g nye kartofler
- 2 peberfrugter
- 500 g grønne bønner fra frost
- 1/2 bundt bredbladet persille
- 1 spsk olivenolie + et skvæt
- 1 spsk hakkede krydderurter, timian og rosmarin
- Salt og peber
- 1/2 af dressingen/marinaden fra kødet
Sådan gør du
- Skyl og skrub kartoflerne, der må gerne sidde skræl tilbage, blot de er ordentlig vasket. Kog kartofler i 5 minutter og skyld dem med koldt vand.
- Når kartoflerne er kølet af, skærer du dem i halve eller 3 dele på langs, alt efter hvor store de er. Læg dem i en skål eller i en pose og hæld olivenolie, krydderurter samt salt/peber på. Vend det hele godt sammen.
- Læg kartoflerne på den varme grill og giv dem 3-4 minutter på hver side. Tag dem af når de har fået grillmærker og er møre. De skal have 6-8 minutter i alt.
- Skær peberfrugter i tern og læg dem sammen med bønnerne i en grillbakke. Hæld et skvæt olivenolie over og drys med salt.
- Ryst dressingen med 1 tsk sukker.
- Bland kartofler, bønner og peberfrugter sammen på et fad og hæld dressingen over.
Krydret rabarberkompot

Krydret rabarberkompot
- 300 g rabarber
- 1/2 dl sukker
- 2 stjerneanis
- 2 stilke timian
- 1/2 tsk chiliflager
- Evt. 1/2 dl vand

Krydret rabarberkompot i gryden
Sådan gør du
- Skyl rabarberne og skær dem i 2-3 cm stykker. Læg dem i en gryde med resten af ingredienserne.
- Kog rabarberne op og lad dem simre i 5 minutter. Hvis du varmer dem helt forsigtigt op, er det ikke nødvendigt med vand. Men du kan tilsætte ca. 1/2 dl hvis du vil være sikker på de ikke brænder på.
- Lad kompotten stå og køle af.
- Fjern timiankviste og stjernanis inden servering.