Aftensmad, Suppe

Hønsekødssuppe

Hønsekødssuppe

Opskrift på klassisk hønsekødsuppe – lavet med kylling

En stor dejlig kylling skal da her i vintervejret trylles om til en lækker hjemmelavet hønsekødssuppe. “Farmorsuppe” kalder mine børn det.

Og det er jo lige hvad det er! Tag en høne – eller en stor kylling – og få flere måltider ud af den, præcis som de gjorde på farmors tid. Farmor plejer også at lave hjemmelavede kød. og melboller, men der trækker vi nu grænsen og holder os til købe-boller i stedet.

Jeg har jer brugt en god kylling på 1600 gram. Kan du ikke få fat i en stor kylling eller har du brug for mere kød, kan du tilføje et par kyllingelår. Så selvom jeg kalder det hønsekødssuppe er det egentlig en kyllingesuppe.

Der bliver så meget suppe, at du kan lave en gang høns i asparges af kødet og en del af suppen. Så har du 2 måltider i én kylling. Jeg bruger f.eks. fyldet til at lave en gang tarteletter med høns i asparges.

Klassisk hønsekødssuppe

Opskrift på klassisk hønsekødssuppe kogt på kylling og hjemmelavet fra bunden. En dejlig klar suppe med kød- og melboller, som vi kender fra farmors tid.
Antal 4 personer
Kategori: Suppe

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 1 stor kylling på min. 1600 gram
  • 2 porrer
  • 2 gulerødder
  • ¼ selleri
  • 3 laurbærblade
  • 5 hele peberkorn
  • Evt 2 boullionterninger
  • Salt og peber

Fyld:

  • 3 skrællede gulerødder i tern
  • 2 rensede porrer i tynde ringe
  • Eller ½ pose frosne suppeurter.
  • Kød- og melboller
  • Evt. brød til servering

Sådan gør du

  • Rens kyllingen grundigt og kom den i en stor gryde. Tjek om der en pose indeni med indmad. Hvis ja, fjern den.
  • Skræl gulerødder og selleri. Skær dem i grove stykker og kom den i gryden.
  • Rens porrerne grundigt. Det gør du bedst ved at kassere de yderste 2 lag. Skær top og bund fra. Skær to snit gennem det grønne i toppen, så du har ligesom en “vifte”. Nu kan du nemmere skylle porren fri for sand og snavs. Husk at holde porren nedad mens du skyller, så snavset skylles væk. Skær porren i 3-4 stykker og kom den i gryden.
  • Hæld vand på, så det dækker kyllingen. Tilsæt laurbær og peberkorn og bring langsomt i kog.
  • Når vandet er begyndt at simre, kommer skum og urenheder op til overfladen. Skum det godt af med en ske og kasser det. Gør dette jævnligt.
  • Lad kyllingen koge for svag varme i ca. 45 minutter til kødet er mørt. Tag kyllingen op og lad den køle tilstrækkeligt til, at du kan håndtere den.
  • Pluk nu kødet fra og stil det på køl. Benene smider du ned i gryden igen. Hæld mere vand på, så der er ca 4 liter i gryden. Kog videre i ca. 2 timer.
  • Si suppen og kasser fyldet. Hæld suppen tilbage i gryden. Tag 1 liter fra til aspargessovs, hvis du vil lave tarteletfyld.
  • Tilsæt gulerødder i tern og skivede porrer og kog i 10 minutter.
  • Tilsæt kød- og melboller og varm dem igennem et par minutter. Suppen må ikke koge efter melbollerne er kommet i!
  • Smag til med salt og peber – kom evt 1 eller 2 boullionterninger i, hvis du synes der mangler smag.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken
Hønsekødssuppe
Opskrift på klassisk hønsekødssuppe kogt på kylling og hjemmelavet fra bunden. En dejlig klar suppe med kød- og melboller, som vi kender fra farmors tid.

Tips til hønsekødssuppe

  • Hønsekødssuppe laver jeg helst på en god, stor kylling. Selvfølgelig kan suppen også laves på en suppehøne på traditionel vis. Men en kylling er nemmere at få fat på og jeg har meget ofte en god kylling i mit basislager.
  • Punkt 8 kan springes over, hvis du ikke har mange timer til at lave en kraftig hønsekødssuppe. Suppen kan sagtens smage rigtig fint med blot én gang kogning. Og med hjælp fra et par boullionterninger får du en dejlig klar suppe.
  • Sørg gerne for at skumme urenheder fra flere gange undervejs. Det giver en mere klar suppe. Men har du ikke tid til at være over suppen, så kan du sagtens udelade dette også.
  • Hvis du vil have mere fylde i suppen, kan du tilsætte små suppehorn eller andre former for pasta. Dette gør du samtidig med, at du koger gulerødder og porrer, når suppen er ved at blive gjort klar.
Hønsekødssuppe
Hjemmelavet hønsekødssuppe laves på en stor kylling kogt med urter

Opskrifter på suppe

Vi elsker suppe! Og vi får suppe flere gange om året, også om sommeren. Der findes et utal af dejlige opskrifter på suppe og det er en meget alsidig spise. Her er et par forslag:

Tomatsuppe med tortellini og spinat One-pot tortellini tomat- og spinatsuppe

Pho med oksekød Pho – asiatisk suppe med oksekød

Ramen med kylling Ramensuppe med kylling

Broccolisuppe Cremet broccolisuppe med kyllingeboller