Quesedillas med oksekød, majssalsa og guacamole
Quesedillas med oksekød er en ny måde at lave en gang kødsauce på ved at tviste den i mexikansk retning: Put den ind mellem et par tortillas, drys rundhåndet med ost og steg den så lidt på en pande. Nyd den med en frisk majssalsa og guacamole.
Ingredienserne er ikke voldsomt forskellige fra den velkendte pasta-kødsovs. Men oplevelsen, teksturen og smagen er ganske anderledes.
Til min mexikanske kødsovs skal der tilsættes bønner. Det hører sig ligesom til, synes jeg. Jeg bruger gerne en dåse helt almindelige bagte bønner i tomatsovs. De kan sagtens erstattes med kidneybønner, sorte bønner, edamammebønner eller de kan helt udelades. Det er helt op til dit lager og dine smagsløg.
Jeg serverer en frisk majs-tomatsalsa til og selvfølgelig en ordentlig klat guacamole! Har du ikke lige avocadoer på lager eller er de bare alt for rasende dyre, så nøjes med at give en klat creme fraiche til. Det fungerer glimrende.
Hver medspiser får omkring 1/2 quesedilla. Selv er jeg mere end mæt efter sådan en omgang, så der kan sagtens være rester til frokost dagen efter.
Prøv også quesedillas med kylling, majs og peberfrugt eller hvidkålspandekager med krydret oksekød
Quesedillas med oksekød, majssalsa og guacamole
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Quesedillas
- 500 g hakket oksekød*
- 1 rød peberfrugt* i tern
- 1 dåse bagte bønner i tomatsovs Kan erstattes af kidneybønner, sorte bønner elle edamammebønner plus en smule væde
- 3 tsk oregano*
- 3 tsk sambal oelek* kan 1/2 finthakket chili eller lidt jalapenos
- 1 tsk salt*
- 400 g revet ost, evt en blanding mellem cheddar og mozzarella*
- 1 pakke tortillas, gerne fuldkorns*
- en smule olie til stegning*
Majssalsa
- 1 dåse majs (285 g drænet vægt)* (om sommeren er det skønt at bruge majskerner fra en nygrillet majskolbe)
- 3 tomater I tern*
- 1 lille rødløg, finthakket*
- 1 avocado i tern kan erstattes af agurk
- 1-2 spsk hakket persille* eller koriander kan udelades eller bruges fra frost
- 2 spsk limesaft*
- 1 tsk sambal oelek*
Guacamole
- 1 avocado
- 1 dl creme fraiche 9%*
- 1/2 tsk salt*
- 2 tsk limesaft* Kan erstattes af citronsaft
- 2 tsk løgpulver* kan erstattes af 1/2 lille fintrevet løg
Sådan gør du
Quesedillas
- Brun det hakkede oksekød i en gryde.
- Tilsæt peberfrugt i tern, bønner på dåse, oregano, sambal oelek og salt. Lad koge igennem et par minutter.
- Opvarm en stor – gerne slip-let – pande med en smule olie.
- Læg en tortilla på panden, drys med ost. Læg 1/3 kødsauce på og top med mere ost. Læg en anden tortilla ovenpå.
- Tryk quesedillaen godt sammen med en spartel. Steg ved mellemvarme et par minutter.
- Læg en tallerken med bunden opad ovenpå panden. Vend nu pande og tallerken rundt, så quesedillaen ligger på tallerkenen med den stegte side opad. Lad quesedillaen glide fra tallerkenen ned på panden med den ustegte side nedad.
- Steg et par minutter, så begge sider nu er sprøde. Fortsæt med de sidste tortillaer til du har i alt 3 quesedillaer. Du kan evt opbevare de færdige i ovnen med lav varme indtil du er færdig.
Majssalsa
- Skær tomater i tern. Skær avocado eller agurk i tern. Hak løget fint.
- Bland det hele sammen med majs fra dåse.
- Rør persille eller koriander i.
- Rør limesaft og sambal i salsaen. Smag godt til.
Quacamole
- Skær avocadoerne over, tag stenen ud og skær kødet i tern. Kom det i en skål.
- Tilsæt creme fraiche, salt, limesaft og løgpulver/revet løg.
- Kør det hele glat med en stavblender. Eller kom det hele i en blender i stedet.
Servering
- Klip eller skær med en pizzaslicer hver quesedilla i 6 trekanter.
- Læg 3 quesedillaer på hver tallerken. Top med en god skefuld guacamole og en portion majs-tomatsalsa.
*Ingredienser fra basislager