Squashkage med chokolade
Brug sommerens bedste sæsongrønsag squash i denne skønne svampede squashkage med chokolade.
Det vil nok være en overdrivelse at kalde dette en sund kage. Men du får en skøn svampet kage med en intens chokoladesmag samtidig med at du indtager en god del grønsager. Det kan da kaldes en ægte win-win!
Squashkage med chokolade
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2 fintrevet squash ca 500 g i alt før de rives
- 2 æg mellemstore
- ¾ dl lys sirup kan erstattes af honning
- 1 dl smagsneutral olie kan erstattes af flydende margarine
- 1 dl brun farin
- 4 dl hvedemel
- ¾ dl mørk kakaopulver
- ½ spsk vaniljesukker
- ½ spsk salt
- ½ spsk natron
- ½ spsk bagepulver
- 100 g grofthakket, mørk chokolade kan ersattes af chokoladeknapper
Sådan gør du
- Riv squash på den fine side af rivejernet.
- Pres så meget væde som muligt ud efter rivning.
- Pisk æg, sirup, brun farin og olie godt sammen i en stor skål.
- Si hvedemel, kakaopulver, vaniljesukker, salt, natron og bagepulver ned i æggemassen.
- Bland det hele godt.
- Vend revet squash og ca. ⅔ af den groft hakkede chokolade i dejen (gem resten til at komme ovenpå kagen)
- Smør en brødform godt med fedtstof
- Fordel dejen i brødformen og drys med det sidste chokolade
- Stil formen i midten af ovnen og bag kagen i ca. 1 time ved 175 grader. Prøv med en pind om kagen er gennembagt. Der må ikke sidde dej på pinden, når du stikker den ned i midten.
- Tag kagen ud af ovnen og vend den ud på en rist. Lad den køle mindst 15 minutter før du skærer i den.
Squashkage med chokolade
Når squash er i sæson om sommeren – hvor de kan fås ned til 4 kr/stk – er det bare med at få lavet nogle af den mange lækre opskrifter med squash. Se f.eks. mine bedste opskrifter med squash lige her.
Du kan også bage denne lækre squashkage med chokolade med helt almindelige ingredienser fra køkkenet:
Hele 2 squash skjuler sig i chokoladekagen – og de kan hverken ses eller smages! Er du nervøs for om nogle grønsagsforskrækkede alligevel kan få øje på lidt grønne trevler, så kan du skrælle squashen for du river den. Så er du på den helt sikre side!
Jeg bruger gerne olie til denne squashkage, og det plejer at være rapsolie, da det er rimelig smagsneutralt. Du kan dog også bruge flydende margarine, hvis det er en del af dit basislager.
Sirup har jeg også altid stående, og det kan erstattes med honning. Jeg synes dig honning nogle gang er lidt for luksusagtigt i stedet for det lidt mere prisvenlige sirup.
Brun farin har jeg liggende i køleskabet, da det ikke bliver hårdt der. I en snæver vending kan du bruge rørsukker eller endog almindeligt sukker i stedet for, men brun farin giver altså bare den bedste smag.
Hakket chokolade behøver ikke være med høj kakaoprocent når det er til bagning, så en almindelig blok mørk chokolade er helt fin. Kan du skaffe chokoladeknapper, kan de fint bruges, så slipper du får at hakke chokoladen.
Holdbarhed og opbevaring
Squashkage med chokolade holder sig fint et par dage på køkkenbordet. Pak den gerne ind i madpapir for at holde på fugten.
Kagen kan fint fryses. Enten i ét helt stykke eller i skiver. I så fald anbefaler jeg, at du skærer kagen i skiver, lægger dem på en bakke og stiller den i fryseren. Når stykkerne er frosne, kan du lægge dem i en frysepose. Gerne med et lille stykke madpakkepapir imellem. Så kan du nemt tage enkelte stykker ud af gangen.
Jeg har lige prøvet din lækre opskrift, og kagerne er blevet SÅ lækre. Dog tænker jeg der er et par fejl i opskriften? Jeg brugte ihvertfald kun tsk fulde af vanilje, natron, bagepulver samt salt;-) Den brune farin er ikke nævnt i selve opskriften, men jeg piskede den sammen med æg, olie og sirup, og det fungerede. Tak for en lækker opskrift!
Hej Jannie
Så dejligt at høre du kunne lige squashkagen 🙂
Jeg har tilføjet brun farin i opskriften, det skal ganske rigtigt i sammen med æg, olie og sirup. Men jeg plejer faktisk at bruge ½ spsk af de nævnte ting. Dog fint at du kunne justere til dine præferencer!