Aftensmad

Cremet fettucine med chilirejer

pasta med chilirejer

Intet slår en cremet pastaret! Det er noget af det allerbedste “comfort food” der findes. Og det er lige netop hvad denne cremet fettucine med chilirejer er.

Udover at være en lækker, cremet pasta, er den også utrolig nem at lave. Den har et lille “bid” af chili og styrken kan sættes op eller ned efter smag. Sæt evt ekstra chili på bordet, hvis der er forskel på smagen i familien.

Jeg bruger tigerrejer til denne cremet fettucine med chilirejer. De er dejligt kødfulde og giver en god smag til retten. De kan fås både friske og på frost, jeg bruger oftest de frosne og jeg sørger bare for at tø dem langsomt op i køleskabet. Sådan synes jeg de bedst bevarer smag og struktur. Du kan istedet bruge almindelige rejer, men sørg for ikke at give dem for meget varme, da de ellers hurtigt bliver kedelige og gummiagtige.

Cremet fettucine med chilirejer

Lav en gang cremet fettucine med chilirejer på hverdage, hvor du har brug for et hurtigt måltid, som gerne må være ekstra lækkert. Tigerrejerne giver en skøn smag til pastaen og chilistyrken kan justeres op eller ned efter behag. Tilsæt strimler af squash for at tilføje grønt. Du kan istedet bruge ærter eller grønne asparges.
Antal 4 personer

Ingredienser

  • 400 g frisk fettucine kan erstattes af tørret fettucine eller en anden pastavariant.
  • 400 g tigerrejer eller store rejer
  • 2 spsk smør
  • 1 fed hvidløg
  • 2 tsk sambal oelek eller chiliflager
  • 1 dl hvidvin
  • 2,5 dl madlavningsfløde
  • 2 squash
  • salt og hvid peber

Sådan gør du

  • Kog fettucine efter anvisning på pakken.
  • Kør squashen gennem en spiralizer eller skær den i tynde strimler, evt med en kartoffelskræller
  • Når fettucinen er kogt næsten færdig, lægges squashen ned i pastagryden for at blive varmet igennem.
  • Varm en wok eller stor pande op med smørret. Lad det bruse op.
  • Kom presset hvidløg og chili ned til smørret og rør rundt.
  • Kom rejerne i og steg ca 1 minut. Bruger du friske tigerrejer, er de grå i starten og skal være lyserøde når retten er færdig.
  • Kom hvidvin ved og lad det koge op. Kom madlavningsfløde i og giv et opkog.
    Retten skal ikke koge mere end et par minutter sammenlagt, ellers bliver rejerne nemt seje.
  • Smag til med salt og peber og evt mere chili

Alternativer med pasta til fettucine med chilirejer

Champignon stroganoff Champignon stroganoff med fettucine

Bag kødbollerne i ovnen. Det er nemt og så kan du forberede resten imens. Cremet tagliatelle med kødboller

Pasta med pikantost Pasta med pikantost, grønsager og skinke