Aftensmad

Karrygryde

Karrygryde er nem og dejlig aftensmad til hele familien

Denne karrygryde er én af mine favorit go-to på de dage, hvor der ikke er købt ind, der er ekstra munde at mætte, der er slatne grønsager i køleskabet eller hvor inspirationen og lysten til at være kreativ bare ikke er til at opdrive.

Du kan putte alt muligt i én gryde og få det til at blive både sundt og godt. En god karrykrydning og en sjat fløde eller kokosmælk giver en dejlig sauce, der er perfekt at øse over ris.

Kødet kan være kyllingfilet, skinketern eller oksekødsstrimler. Kogetiden bør øges fra ca. 5 minutter med kylling, 10 med skinketern og op til 20 minutter med oksekødsstrimler. Det giver den bedste mørhed. Alternativt kan du lave en vegetarisk version med kikærter og evt et par håndfulde røde linser.

I denne version har jeg også tilføjet et par cocktailpølser, der var tilovers fra en brunch. De giver en god saltet og røget smag, så det kan godt anbefales. Brug et par almindelige pølser, hvis du ikke har cocktailpølser eller tilføj lidt pancetta eller bacon.

Jeg plejer også at tilføje lidt sødt til gryden. Det kan være mangotern, tørrede abrikoser eller rosiner.

Der er mange muligheder – bare prøv dig frem. Her får du opskriften på en udgave med skinketern, cocktailpølser og mango.

Karrygryde

  • 400 g skinkekød* i tern eller strimler
  • 1 spsk olie* til stegning
  • 1 spsk karry* + ekstra til tilsmagning
  • 1 pakke cocktailpølser eller 2-3 almindelige pølser* skåret i skiver
  • 3 gulerødder* i tern/skiver
  • 1 broccoli eller 1 pose fra frost*
  • 1 peberfrugt* i tern
  • 1-2 dl vand*
  • 1 boullionterning* (hønse- svine- eller okse alt efter typen af kød)
  • 1 mango i tern (kan erstattes af tørrede abrikoser* eller rosiner*)
  • 1 karton madlavningsfløde* (kan erstattes af kokosmælk*)
  • Salt og peber*
  • Fuldkornsris* til servering (kan erstattes af pasta eller kartofler)

*Ingredienser fra basislager

Sådan gør du

  1. Rist pølserne i en lille smule olie til de er brune. Tag dem til side og gem til senere.
  2. Opvarm olien i en wok eller en stor gryde. Tilsæt karry og lad det brune en smule, pas på det ikke brænder på! Tilsæt kødet og brun det godt. Har du en stor portion kød, så brun gerne ad flere omgange.
  3. Tilføj gulerødder, peberfrugt og broccoli og rør godt rundt. Tilføj vand og boullionterning. Der skal være så meget vand, at retten kan koge, men vandet skal ikke dække. Du skal putte låg på wokken/gryden for det holder på fugten og ingredienserne vil blive dampet møre. Bruger du tørrede abrikoser skal de i sammen med grønsagerne.
  4. Lad det hele koge i ca 10 minutter til kødet og grønsager er møre.
  5. Tilsæt madlavningsløde, de ristede pølser og mangotern og lad det hele koge sammen et minuts tid.
  6. Smag til med ekstra karry, salt og peber.
  7. Server med ris.