Aftensmad

Butterfly kylling på rodfrugter. Serveret med cremet urtedressing.

Køb en hel kylling. Klip den op og læg den i et fad ovenpå kartofler og rodfrugter. Stil den i ovnen. Spis!

Så enkelt kan det gøres. Og det er bare så rart at have hverdagsnemme retter til de dage, hvor ungerne er møre, vasketøjet ligger i bunker og støvsugeren står i skriger på stuegulvet. Alt det kan du klare mens kyllingen står i ovnen og hygger sig.

Vil du virkelig springe over hvor gærdet er lavest – og det er altså HELT ok på de slemme dage – så bruger du kartoffelskiver og rodfrugter fra frost. Og så serverer du ketchup til. Dine unger vil garanteret elske dig for det – ikke mindst fordi du har tid til dem i stedet for at skulle stå i køkkenet.

Kyllingen her er hurtigt tilberedt når den klippes op og bredes ud. Og de lækre safter smyger sig ned om kartofler og grønsager i bunden af fadet. Uhm!

Butterfly kylling på rodfrugter med urtedressing.

  • 1 hel kylling*
  • 1 bundt persille, ca 1 dl når det er skyllet og plukket (det er ok med frossen persille)*
  • 3-4 tsk rosmarin eller 1 spsk frisk (kan er startes af timian, oregano eller hvad du kan lide)*
  • Groft salt og peber*
  • 1 spsk olivenolie*
  • 1 kg blandede rodfrugter – f.eks. kartofler, rodselleri, rødbeder, pastinak, persillerod, gulerod*
  • 1 portion krydderurtedressing

*Ingredienser fra basislager

Sådan gør du

  1. Skræl rodfrugterne og skær dem i mindre stykker.
  2. Tænd ovnen på 200 grader.
  3. Læg rodfrugterne i et ildfast fad og drys med salt, peber og rosmarin.
  4. Sæt fadet i ovnen.
  5. Skyl kyllingen godt. Klip gerne overskydende skind og fedtklumper af (brug en saks).
  6. Klip kyllingen op langs rygbenet. Klip hele ryggen af og kasser den.
  7. “Bræk” kyllingen op, så den ligner en sommerfugl.
  8. Skub persille og rosmarin forsigtigt under skindet. Det kan løsnes forsigtigt, men pas på du ikke prikker hul. (Dette kan undlades, mens et giver en god smag til kødet)
  9. Læg kyllingen med skindsiden opad i fadet med rodfrugterne. Læg resten af persillen under kyllingen.
  10. Gnid kyllingen med olivenolie. Drys med groft salt, peber og resten af rosmarinen.
  11. Lad kyllingen stege i ca. 45 minutter. Prik med en kødnål ved låret – saften skal være helt klar.
  12. Tag kyllingen ud af ovnen og del den i 4 stykker.
  13. Lad evt fadet med rodfrugter få 5-10 ekstra under ovnens grillfunktion. Så bliver de ekstra sprøde og lækre.
  14. Server med krydderurtedressing, eller ketchup, hvis det skal være nemt.