Aftensmad

Burger

En engel kom forbi med 10(!) kg hakket oksekød af god kvalitet. Det fylder jo en hel del i frysren.

Så straks tog jeg 1 kg fra og lavede 4 store, lækre hakkebøffer. De fik en tur på en grillpande og derefter serveret som en saftig burger.

En burger kan sagtens være sund mad. Især hvis du bruger grove burgerboller af god kvalitet – bag dem gerne selv. Jeg hev nu en pakke grove durumboller ud af fryseren. Det gik fint an.

Har du brug for ekstra tilbehør, kan du jo lave bønnefritter til.

Burger med saftig bøf

  • 4 bøffer à 250 gr
  • Salt, peber, grillkrydderi efter smag
  • 4 grove burgerboller
  • 4 skiver god cheddar
  • 4 tomater
  • Spinat, skyllet
  • Rødløg (jeg brugte syltede rødløg)
  • Mayonnaise af god kvalitet
  • Ketchup

Sådan gør du

  1. Form 4 tykke bøffer. De må gerne være lidt større end bollen, da de skrumper ved stegning.
  2. Krydr med salt, peber og grillkrydderi.
  3. Varm en grillpande op til god varme, gerne så den ryger.
  4. Læg bøfferne på og grill 2-3 minutter til de har fået en god stegeskorpe og grillmærker. Vend dem og giv det samme på den anden side.
  5. Skru ned for varmen og steg bøfferne ca 5. minutter på hver side. Bøfferne er færdige, når der trænger lyserød kødsaft ud ovenpå bøffen. Egentlig skal hakkebøffer gennemsteges. Men det er simpelthen så ærgerligt at overstege en god bøf, den bliver bare alt for tør.
  6. Lun bollerne.
  7. Smør underbollen med ketchup. Læg et godt lag spinat på samt tomatskiver. Læg bøffen ovenpå og derpå cheddar.
  8. Smør overbollen med mayonnaise. Læg rødløg på og vend bollen over på underbollen.
  9. Server!