Valnøddetærte
Dejlig valnøddetærte er en lækker afslutning på en god middag – og så er den tilmed supernemt at lave!
Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner
Valnøddetærte
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Tærtedej
- 125 g koldt smør
- 185 g hvedemel
- 75 g sukker
- 1 æg
- lidt salt
Valnøddefyld
- 300 g valnødder
- 2 æg
- 2,5 dl sirup
- 1 spsk rom
- 2 spsk smeltet smør
- 2 spsk mel
- 1 tsk vaniljesukker
- 1/2 tsk kanel
- 1/4 tsk salt
Til servering
- creme fraiche 18% eller 38%
Sådan gør du
Tærtedej
- Kom mel, sukker og lidt salt i en skål.
- Skær smørret i små tern og kom det i skålen. Smuldr det med fingrene til det er helt findelt og det ligner fintrevet ost.
- Kom ægget i og saml hurtigt dejen.
- Lad dejen hvile i 30 minutter.
- Tænd ovnen på 175 almindelig varme.
- Rul dejen ud og kom den i en tærteform.
- Forbag tærteformen ved 175 grader i 10 minutter.
Valnøddefyld
- Skru ovnvarmen op til 190 grader almindelig varme.
- Rist valnødder på en tør pande ved mellemvarme. Pas på ikke at give dem for meget, de kan hurtigt blive sorte. Lad dem køle helt af.
- Hak valnødder groft og fordel dem på den forpagte tærtedej.
- Bland de øvrige ingredienser – æg, sirup, rom, smeltet smør, mel, vaniljesukker,kanel og salt – og fordel over valnødderne.
- Bag tærten ved 190 grader i 40-45 minutter.
- Efter 20 minutter kan det være en god ide at dække tærtekanten med alufolie, for at undgå kanterne brænder.
- Server tærten lun med lidt creme fraiche.
Som barn boede jeg i et hus med en have med masser af frugttræer, bærbuske og nøddehegn.
Blandt andet havde vi et kæmpe valnøddetræ, der udover at være et monstergodt klatretræ, kastede kilovis af valnødder af sig hvert eneste efterår. Talrige er de gange, vi har samlet spandevis af valnødder i haven og hængt dem op til tørring i det lune fyrrum i nylonstrømper. Og talrige er de gange, vi har fundet på forskellig anvendelse for de mange nødder.
Valnødder bliver ekstra smagfulde af at blive ristet let – det bringer smager ekstra meget frem i dem. Og kombinationen af valnødder, sirup og kanel er simpelthen bare SÅ lækker.
Så denne valnøddetærte bliver tit lavet i vores hjem og serveret både som dessert og som eftermiddagskage til te eller kaffe.