Frokost

Toast med skinke, ost og avocado

Toast med skinke, ost og avocado

Lækre, sprøde toast med fyld af smeltet ost og avocado tilsat en god smag med både sennep og et drys af oregano. Så er frokosten reddet – eller hvad med at snuppe en toast til aftensmad eller på brunchbordet?

Brødene bliver ekstra sprøde, hvis du giver dem et lille pist med en smør-spray. Lurpak har lavet smør på spraydåse og det kommer virkelig til sin ret til en toast. Du kan også smøre brødet med smør på ydersiden inden du kommer dem i toasteren. Men altså med sprayen kan du nemmere dosere, så der ikke kommer mere smør på end nødvendigt.

Jeg bruger ganske almindelig skæreost og ganske almindelig hamburgerryg, for det er ting jeg alligevel har i mit køleskab. Og det fungerer glimrende. Og har jeg ikke avocado, så undværer jeg bare avocado. Det fungerer også glimrende, men det giver nu altså smagen et ekstra hak opad med den bløde avocado.

Toast med skinke, ost og avocado til én person

  • 2 stykker groft toastbrød
  • 1-2 skiver ost
  • 2 skiver hamburgerryg eller skinke
  • 1/2 lille avocado
  • 2-3 skiver tomat
  • 2 tsk sennep, evt. gul fransk sennep for en mildere smag
  • 2 tsk god mayonnaise
  • Et drys oregano
  • Evt smør til ydersiden af brødet
Toast klar til samling

Toast klar til samling

Sådan gør du

  1. Evt. smør ydersiden af begge brød med en smule smør. Eller pift lidt smør på fra en Lurpak-spray.
  2. Smør det ene brøds inderside med sennep og mayonnaise.
  3. Kom skinke, ost og tomatskiver på.
  4. Drys med oregano.
  5. Smør det andet brøds inderside med moset avocado.
  6. Læg brødene sammen, så smørsiden vender udad.
  7. Læg toasten i toastmaskinen og giv den 4-5 minutter til brødet er sprødt og osten smeltet.

TIP! Har du ikke en toaster, så start med at riste brødet i brødristeren. Læg toasten sammen og giv den 20 sek i mikroovnen. I dette tilfælde udelades smør på ydersiden. Du kan også pakke den samlede toast ind i alufolie og lægge den på en flad brødrister, så den får et par minutter på hver side.

Sprøde varme toast er skønne til frokost eller efter sport

Sprøde varme toast er skønne til frokost eller efter sport