Brunch, Kage, Lækkerier, Morgenmad og brød

Arme riddere

Arme riddere

Arme riddere er en klassisk og elsket ret, når gammelt brød skal forvandles til en hurtig og lækker dessert eller sød morgenmad. Med få ingredienser som æg, brød og kanelsukker kan du lave sprøde, karamelliserede arme riddere – enten på pande eller i airfryer.

Denne nemme opskrift på arme riddere kræver minimal forberedelse og giver maksimal smag.

Se her for flere brunch opskrifter.

Arme riddere

Arme riddere er et skønt indslag på brunchbordet eller som en nem dessert. Laves nemt af brød, æg og kanelsukker.
Servings 1 person
Kategori: brunch, Morgenmad

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 2 æg
  • 2 skiver brød
  • kanelsukker
  • evt. smør til stegning

Til servering

  • frisk frugt
  • evt. vanilleis

Sådan gør du

  • Slå æggene ud i en dyb tallerken og pisk dem sammen med en gaffel.
  • Vend brødene i æggemassen. Lad dem gerne ligge og suge så meget æggemassen som muligt.
  • Drys begge sider med kanelsukker.

På pande

  • Kom lidt smør på en pande og lad det bruse op. Panden skal kun være mellemvarm.
  • Læg brødene på panden og steg ved lav til mellemvarme et par minutter på begge sider.

I airfryer

  • Læg brødene i airfryerens kurv, gerne på bagepapir, så æggemassen ikke drypper ned i kurven.
  • Bag ved 180℃ i ca. 15 minutter.
  • Brødene er færdige når overfladen er lysebrun og karamelliseret.
  • Læg brødene på en tallerken og server når de er let kølet af, men stadig lune.
  • Server gerne med frisk frugt eller en kugle vanilleis.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken på Instagram

Opskrift på arme riddere

Da jeg var barn og var lækkersulten, lavede vi meget ofte arme riddere som en nem og meget billig erstatning for kage. Det var nemt at lave når pengene var små, for vi havde altid hjemmebagt brød i huset samt kanelsukker, der jo skulle bruges til risengrøden.
Dengang brugte vi ikke æg, men udblødte brødet i mælk inden det blev drysset med rigelige mængder kanelsukker og stegt i margarine på panden.

I dage laver jeg ofte arme riddere til brunch. Og jeg laver dem på æg, da de godt må mætte lidt mere end når de blot er lavet på mælk. Men det kan man jo gøre som man synes.

Arme riddere
Arme riddere laves nemt i airfryer, hvor de får en skøn. sprød overflade..

Tip til arme riddere

Et godt tip er kun at drysse kanelsukker på den ene side af brødet først. Vend denne side ned mod panden eller airfryerens bagepapir, og drys derefter oversiden med kanelsukker. På den måde karamelliserer sukkeret bedre, og du undgår at brødene brænder på.

Andre tips er at lade brødet suge æggemassen godt, bruge daggammelt brød for bedre struktur og stege ved lav til middel varme for et saftigt resultat.

Arme riddere
Arme riddere kan steges i smør på panden, hvor de bliver skønt karamelliserede.

Servering af arme riddere

Server arme riddere lune med frisk frugt, vanilleis eller evt. lidt flormelis for en ekstra forkælelse. Eller nyd dem bare som de er – for de ER en nydelse.


Kan arme riddere laves i airfryer?
Ja, arme riddere i airfryer bliver sprøde uden brug af meget fedt. Bag ved 180℃ i ca. 15 minutter. Du kan også sagtens lave dem i ovnen på samme temperatur.

Hvilket brød er bedst til arme riddere?
Franskbrød, toastbrød eller brioche er ideelt – gerne lidt tørt.

Kan arme riddere laves uden smør?
Ja, især i airfryer kan smør undlades helt.