Sauce/dressing mm

Tomatsauce

Tomatsauce

Denne tomatsauce er spækket med grønt – eller rettere røde og orange grønsager. Saucen blendes, så ingen – store eller små – opdager de mange gode sager. Grønsagerne er ikke bare sunde, men de giver faktisk saucen en sød og lækker smag.

Jeg plejer at lave en kæmpe grydefuld og fryser ned i mindre portioner. Så er der altid basis for en lækker kødsauce eller tomatsuppe.

Mængderne er lidt på slump. Brug det du nu har i grønsagsskuffen, det er ikke så afgørende hvor meget af hver, der puttes i.

Det skal du bruge

  • 3-4 gulerødder i grove tern
  • 2-3 peberfrugter, røde, gule, orange i grove tern
  • 1 stort løg i grove tern
  • 2-3 stængler bladselleri i fine tern, evt skrællet for at undgå trevler
  • Evt. 1 bundt persille, inkl. stilke
  • 2-3 fed hvidløg
  • 3 dåser flåede tomater
  • 2 dåser tomatpure
  • 2 terninger grønsagsboullion
  • 2-3 spsk oregano, evt basilikum
  • Salt og peber
  • Vand

Sådan gør du

  1. Læg alle grønsagerne i en stor gryde. Hæld vand på så det dækker. Tilsæt boullionterninger.
  2. Kog ca 10 minutter til grønsagerne er møre.
  3. Tilsæt tomater, pure, oregano samt salt og peber. Kog ca 5 minutter mere.
  4. Blend det hele med stavblenderen til en glat pure. Tilsæt evt mere vand, hvis konsistensen er for tyk. Måske kan de også tåle en dåse tomatpure mere?
  5. Smag godt til med ekstra salt, peber og oregano. Saucen må gerne smage af meget, da grønsagerne ellers kan gøre smagen lidt sød.
  6. Stil gryden i køleskabet til saucen er kølet lidt af. Fordel saucen i fryseegnede plastikposer ellers bøtter. Poserne er nemmest at få plads til i fryseren. Jeg plejer at komme 4-5 dl i hver portion.

Tip: I stedet for alt dette kan du også have et par glas færdig bolognese-sauce i køkkenskabet