Sauce/dressing mm, Tilbehør

Stegte kartofler med dip

Det er slet ikke nødvendigt at købe supermarkedets frostposer med kartoffelbåde for at få et velsmagende, nemt og sundt tilbehør til din aftensmad. F.eks. til oksecuvette eller små krydrede kødboller.

Du skal blot skrælle kartofler, vende dem med olie, salt og krydderi og så putte dem i ovnen en halv times tid. Så er der serveret.

Her har jeg tilføjet lidt peberfrugt for at få lidt ekstra farve, struktur og smag med. Det kan undlades eller du kan blande andre grønsager i. Hvad med f.eks. at prøve gulerødder, squash, fennikel eller bønner? I vinterhalvåret er det oplagt med rodfrugter som persillerod, pastinak og rødbeder. Brug hvad du har og godt kan lide.

Som dip har jeg rørt feta sammen med krydderurter, salt og peber. Nemt og frisk – og sovs er helt overflødig!

Stegte kartofler med dip

  • 750 g kartofler
  • 2 peberfrugter (eller anden salgs grønsager)
  • 3 spsk olivenolie
  • 2 tsk rosmarin (eller oregano, basilikum, herbes de provence, hvis du bedre kan lide dette)
  • Salt og peber

Dip

  • 200 g feta (f.eks. Puck, der er blød og cremet)
  • 2 spsk hakkede krydderurter, f.eks. purløg og/eller persille
  • Salt og peber samt lidt cayennepeber eller chilipulver efter smag

Sådan gør du

  1. Tænd ovnen på 225 grader.
  2. Skræl kartoflerne og skær dem i både.
  3. Skyl og rens peberfrugterne, skær dem i tern.
  4. Kom det hele i en pose sammen med olie, salt, peber og krydderier. Ryst posen godt, så olie og krydderier fordeles jævnt.
  5. Læg det hele på en bageplade med bagepapir.
  6. Bages i ovnen ved 225 grader i ca. 1/2 time eller til kartoflerne er møre og sprøde.
  7. Dip: Rør feta blød og tilsæt krydderurter. Smag til med salt, peber og cayennepeber/chilipulver, hvis du vil have en lidt skarp smag.