Lækkerier

Havregrynskager med rosiner

Havregrynskager

Havregrynskager med rosiner. Med den helt rigtige sprødhed udenpå og seje krumme indeni. Bag hurtigt en portion skønne småkager med denne opskrift.

Det er helt legalt at spise havregryn med rosiner på – det er endda sundt!

Så kan der vel heller ikke ske noget ved at spise et par stykker af de her havregrynskager med rosiner, vel?

De har den helt rigtige sprødhed udenpå og seje krumme indeni. Præcist som jeg godt kan lide dem.

De er nemme at røre sammen, så du kan sagtens lave en portion af disse i stedet for din almindelige havregryn til morgenmad. Arg ok, og så måske alligevel ikke ;o)

Havregrynskager
Lad havregrynskagerne køle af på en rist

Havregrynskager med rosiner

Havregrynskager med rosiner. Med den helt rigtige sprødhed udenpå og seje krumme indeni. Bag hurtigt en portion skønne småkager med denne opskrift.
Antal 24 stk
Kategori: Kage

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 115 g smør
  • 125 g brun farin
  • 1 stort æg
  • ½ vaniljestang eller ½ tsk vaniljeekstrakt
  • 100 g mel
  • ½ tsk natron
  • ½ tsk kanel
  • ¼ tsk salt
  • 120 g havregryn
  • 120 g rosiner
  • 50 g nougat i tern kan udelades

Sådan gør du

  • Pisk smør med brun farin.
  • Tilsæt æg og vanilieekstrakt.
  • Bland mel, natron, kanel, salt og havregryn og rør det i smørmassen
  • Vend rosiner og evt. nougattern i massen.
  • Stil skålen på køl – eller i fryseren, hvis du har mulighed for det – i 10-15 minutter. Så er det nemmest at trille dejen.
  • Tænd ovnen på 175 grader almindelig varme.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir.
  • Tril ca. 24 kugler på størrelse med en valnød og læg dem på bagepladen. Lav evt. 2 plader, så de ikke står for tæt.
  • Bag kagerne i 12-14 minutter til de er gyldne i kanterne, men ser en anelse ufærdige ud på toppen. Så har de den helt rigtige, seje krumme.
  • Lad dem stå på bagepladen og køle af 5 minutter, før du stiller dem på en bagerist.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

Nemme havregrynskager med rosiner

Nær lækkersulten melder sig, er der ikke noget bedre end en lille småkage til at tage den værste sukkertrang. Vi har meget sjældent kiks og kager på lager, men til gengæld har jeg altid ingredienserne til disse havregrynskager i køkkenet. Så er det nemt og hurtigt at lave en portion småkager.

F.eks. har jeg gerne en flaske vaniljeekstrakt og/eller en dåse vaniljepulver på mit lager. Det holder sig længe og er nemmere at have stående end en vaniljestang.

Hvis havregrynskagerne skal blive ekstra lækre, kan du komme lidt nougat, mørk chokolade eller hakkede nødder i.

Havregrynskager
Sæt dejen til havregrynskagerne på en bageplade i god afstand