Solbærcrumble
Solbærcrumble er den helt perfekte måde at bruge dine solbær på. Den lune dessert er supernemt at lave, kan forberedes i god tid og du kan bruge både friske og frosne bær.
Et rigtig lækkert twist er den hakkede mørke chokolade, der blandes i solbærrene. Den smelter under den varme crumbledej og flyder sammen med solbærsaften. Det er virkelig lækkert som afslutning på en god middag!

Opskrift på solbærcrumble med chokolade
- Jeg kommer lidt hakket chokolade i, fordi det smager supergodt sammen med solbær. Og så søder det lidt, så de syrlige solbær får en rundere smag. Helt almindelig mørk chokolade 70% fungerer fint.
- Crumbledejen laves af lige dele hvedemel og havregryn. Personligt kan jeg godt lige smagen af havregryn, der bliver superlækre af at blive bagt. Og så giver det lidt at tygge på.
- Sørg helst for at lægge crumble dejen i et relativt tyndt lag ovenpå bærrene. Jo tyndere laget er, jo mere sprødt bliver det. Et tykt lag
- Du kan bruge friske eller frosne solbær – gerne lige fra fryseren. Crumble kagen er færdig når saften begynder at boble op, så hold øje med det. Det kan være det tager nogle minutter ekstra med frosne bær end med friske. Men regn med cirka 20-25 minutter.
- Solbærcrumble er en ideel dessert til gæster. Den tager ikke ret lang tid at forberede, og alt kan klares i forvejen. Læg bær og crumbledej i et ildfast fad og stil det i køleskabet, så kan det stilles direkte derfra ind i ovnen 1/2 times tid før servering. Det er da genialt!
- Jeg kan selv bedst lide at servere en vaniliefraiche til – creme fraiche rørt med vaniliesukker. Men vanilleis er også lækkert til. Og så har jeg en veninde, der altid blot serverer Arla Cheasy Vanilieskyr til – sådan kan man gøre en solbærcrumble til helt sin egen!
- I denne crumlbe bruger jeg helst hasselnødder. Når der er chokolade i, synes jeg det passer bedst med hasselnødder, det bliver sådan lidt nutella-agtigt. Ellers kan du sagtens bruge mandler, hvis du er mere til det. Mandler bruger jeg f.eks. i min anden opskrift på crumble med frugt.

Hvad synes du om opskriften? Bedøm med stjerner ![]()
Solbærcrumble
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Crumble
- 75 g nødder hasselnødder eller mandler
- 75 g hvedemel
- 75 g havregryn
- 100 g sukker
- 125 g smør
Frugtfyld
- 400 g solbær både friske og frosne kan bruges
- 5 spsk sukker
- 75 g mørk chokolade
Til servering
- 3 dl creme fraiche 18%
- 3 tsk vaniliesukker
Sådan gør du
Crumble
- Smelt smørret.
- Kom nødder i en minihakker, blender eller foodprocesor. Hak nødderne groft.
- Tilsæt mel, havregryn og sukker og bland det godt sammen.
- Tilsæt smeltet smør og kør maskinen til massen er lige præcist blandet. Ikke kør for meget, da nødder og havregryn så bliver for fintmalede.
Frugtfyld
- Kom solbær i en tærteform eller ildfast fad
- Drys sukker hen over bærrene
- Hak chokoladen groft og fordel den over solbærrene

- Fordel crumblen jævnt over bærrene.

- Stil fadet i en 200 grader varm ovn og bag i 20-25 minutter. Crumblen er færdig når overfladen er gyldenbrun og frugtsaften bobler op. Hvis overfladen er ved at blive mørk før tid, så dæk med lidt alufolie.

Servering
- Rør creme fraiche med vaniliesukker og server det til den lune solbærcrumble.
Opskrifter med solbær
Jeg har så mange solbær i haven, så jeg leder altid efter gode opskrifter med solbær og finder nye måder at bruge solbær på. Her er nogle af mine bedste opskrifter med solbær:
Chokoladekage med smørcreme og solbær
Scones med havregryn og solbær
Bløde snegle med solbær og hyldeblomstglasur.









Crumble dejen smagte fantastisk, men enten bærrene eller chokoladen kom til at smage harsk, på en måde. Jeg havde kagen i ovnen i 18 min, da den begyndte at boble.
Lavet på nyplukkede solbær.
Gad vide hvorfor den dårlige smag opstod…?!
Hej Lotte
En harsk smag er ikke noget jeg er stødt på. Kan nogle af dine solbær have været overmodne?