Bagt havregrød med frugt og nødder
Bagt havregrød er uden sammenligning den morgenmad, jeg laver allermest. Faktisk bager jeg næsten altid en portion hver søndag, så jeg har morgenmad klar fra mandag til torsdag. Fredag har vi rundstykkeordning hjemme hos os, så der slipper jeg heldigvis for madpakken.
Jeg er vild med den her bagte havregrød, fordi den indeholder næsten alt det, jeg gerne vil starte dagen med. Havregryn bidrager med gode fibre, æggene giver protein, frugten tilfører naturlig sødme, squashen sniger lidt ekstra grønsager ind, og nødderne giver både et dejligt knas og de sunde, umættede fedtstoffer. Det er ganske enkelt en proteinrig morgenmad, der holder mig mæt helt frem til frokost.
Hvis du bruger certificerede glutenfri havregryn, er opskriften i øvrigt også velegnet til en glutenfri kost.
Min favorit er jordbær
Jeg bruger næsten altid en pose frosne jordbær. Det passer perfekt, fordi posen indeholder de 300 gram, opskriften skal bruge, og så har jeg dem altid liggende i fryseren. Husk blot at lade bærrene tø op og dryppe godt af, inden de kommer i dejen. Ellers kan den bagte havregrød blive lidt for fugtig.
Det samme gælder squashen. Den skal rives fint og presses godt fri for væde. Det gør en stor forskel for konsistensen. Har du ikke squash i køleskabet, kan du sagtens udelade den. Grøden bliver stadig rigtig god.
Bagt havregrød er sund morgenmad uden tilsat sukker. Frugten giver masser af sødme, så jeg synes faktisk slet ikke, der er behov for at tilsætte sukker. Jordbær er min favorit, men du kan også bruge æbler i tern, modne bananer, pærer, blåbær, hindbær eller en blanding af forskellige bær. Det er en god måde at variere morgenmaden på uden at ændre selve opskriften.
Nødderne må du også gerne variere. Jeg bruger ofte mandler eller hasselnødder, fordi de giver et godt bid, når grøden bliver bagt. Valnødder fungerer også rigtig godt, hvis du er til deres lidt kraftigere smag.
Når grøden er bagt, lader jeg den altid køle helt af, før jeg skærer den ud. Den virker måske en smule blød, når den lige kommer ud af ovnen, men den sætter sig, mens den køler. Overfladen skal være fast, når den er færdigbagt, og resten bliver dejlig fast, når temperaturen falder.
Jeg spiser som regel et stykke bagt havregrød med et par skefulde skyr eller hytteost og en håndfuld friske bær. Nogle dage varmer jeg stykket kort i airfryeren, andre gange ryger det en tur i mikroovnen. Og har jeg travlt, spiser jeg det bare direkte fra køleskabet. Det smager faktisk lige så godt koldt.

Bagt havregrød kan fryses
Hvis jeg bager en dobbelt portion, eller ikke får spist det hele, fryser jeg stykkerne ned enkeltvis med mellemlægspapir imellem. Så er de nemme at tage op én ad gangen, når jeg har brug for en hurtig morgenmad.
Jeg bager min bagte havregrød i en metalform på cirka 16 × 24 cm beklædt med bagepapir. Bruger du et porcelænsfad, skal du regne med lidt længere bagetid. Husk også, at ovne varmer forskelligt, så hold øje de sidste minutter.
Tips til bagt havregrød
- Jeg anbefaler at bruge frosne jordbær – de er nemme at have på lager, og posen passer næsten perfekt til opskriften.
- Pres så meget væde som muligt ud af squashen. Lad også optøede bær dryppe godt af.
- Vent med at skære grøden ud, til den er helt afkølet.
- Opbevar portionerne i lufttætte bøtter i køleskabet i op til fire dage.
- Frys gerne stykkerne ned enkeltvis med bagepapir imellem.
- Lun et stykke i mikroovn eller airfryer inden servering.
Kan bagt havregrød laves dagen før?
Ja, den er faktisk bedst egnet til meal prep og kan opbevares i køleskab i op til fire dage.
Kan bagt havregrød fryses?
Ja, skær den i portioner, når den er afkølet, og frys dem enkeltvis.
Kan man udelade squash?
Ja, squashen kan sagtens udelades. Den giver mest saftighed og lidt ekstra grønsager.
Hvilken frugt kan bruges i bagt havregrød?
Jordbær, blåbær, hindbær, æbler, pærer og bananer er alle gode valg.
Hvordan serveres bagt havregrød?
Den kan spises både kold og lun, gerne med skyr, hytteost og friske bær.
Er bagt havregrød sundt?
Ja, den indeholder fibre fra havregryn, protein fra æg og mælk, frugt, grønsager og sunde fedtstoffer fra nødder, hvilket gør den til en mættende morgenmad.
Variationer
Bagt havregrød med æble og kanel
Erstat bærrene med æbler i tern og tilsæt lidt ekstra kanel.
Bagt havregrød med banan
Brug modne bananer, som gør grøden ekstra sød og saftig.
Bagt havregrød med blåbær
Blåbær giver en mild smag og holder godt på formen under bagningen.
Bagt havregrød med hindbær
Hindbær giver en frisk syrlighed, som passer godt sammen med de søde havregryn.
Bagt havregrød med pære og hasselnødder
En skøn efterårsvariant med masser af smag.
Serveringsforslag
Jeg serverer oftest den bagte havregrød med:
- Et par spsk skyr eller hytteost
- Friske bær – jordbær i sæson eller blåbær
- Lidt hjemmelavet, sukkerfri müsli
- En smule kanelsukker, hvis det skal være lidt ekstra hyggeligt
- Og så er det lækkert at lune lidt i airfryer eller mikroovn – ellers spises den bare kold.
Bagt havregrød med frugt
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 2 æg
- 4 dl mælk
- 250 g fintrevet squash
- 300 g frugt jeg bruger frosne jordbær
- 3 dl havregryn
- 40 g grofthakkede nødder
- 1 tsk bagepulver med top
- 1½ tsk stødt kanel
- ½ tsk salt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft eller 220 grader almindelig varme.
- Riv squashen på den fine side af rivejernet.Pres så meget være som muligt ud.
- Skær frugten ud i mindre stykker.
- Pisk æg og mælk sammen i en skål.
- Tilsæt frugt og squash og bland det hele godt sammen.
- Hak nødderne groft og bland dem med havregryn, kanel, bagepulver og salt.
- Rør det hele sammen.
- Kom bagepapir i en ildfast form. Jeg bruger en metalform på 16×24 cm.
- Kom havregrøden i formen.
- Stil formen i midten af ovnen og bag havregrøden i 35 minutter.
- Lad grøden køle af inden du skærer den i 4 dele.





