Osso buco med feta-gremolata

Osso buco er absolut ikke en hverdagsret. Den hører sig til i weekenden eller på lange vinterferiedage, hvor den kan hygge sig på komfuret i timevis.
Du skal regne med, at kødet skal stå og simre i minimum 2 timer. Men det bliver bedst, hvis det snarere får 4 timer. Du kan fint sætte gryden over og lade det stå og passe sig selv mens du hygger med familien. Osso buco er nemt at lave til mange – hvis du altså har en gryde, der er stor nok. Ellers må du have fat i 2 gryder.
Det er en rigtig herreret. Dem umami-smagfulde marv er ihvertfald noget, der virkelig tiltaler mændende i min familie. Selv bryder jeg mig ikke meget om den lidt smattede, blævrede tingest. Men smagen fejler ikke noget. Så jeg blender altid sovsen let, så marvens gode smag bevares, men uden man behøver spise det alene.
Den friske feta-gremolate giver et godt citrus-tvist til den lidt fede tomatiserede kødsmag. Når den lægges på det varme kød, smelter fetaen og smyger sig om det møre kød.
Osso buco med feta-gremolata
- 8 stykker osso buco – 2 stykker pr. person
- Mel
- Fedtstof til stegning
- 250 g gulerødder
- 300 g pastinakker eller persillerødder
- 1 finthakket løg
- 2 laurbærblade
- 2 dåser flåede tomater
- 1 dåse vand
- 2 tsk sherryeddike (kan erstattes af hvidvinseddike)
- Evt lidt sukker
- Salt og peber
- 150 g feta
- 1 dl friskhakket persille
- Saft og skal af 1 sprøjtet citron
- 1 fed hvidløg
- Til servering: Kartoffelmos
Sådan gør du
- Skær et lille snit i kanten af hvert osso buco stykke. Det forhindrer, at kødet “krøller op” under tilbederedning.
- Hæld mel, salt og peber (2-3 tsk af hver) i en dyb tallerken. Vend alle osso buco stykkerne heri.
- Varm en stor gryde op med lidt fedtstof. Brun alle kødstykkerne på begge sider. Det skal nok gøres over 2-3 omgange.
- Skræl gulerødder og pastinakker/persillerødder og skær dem i mindre stykker. Hak løget.
- Læg alle grønsagerne sammen med laurbærbladene ned til kødet. Tilsæt flåede tomater og fyld en af dåserne med vand og tilsæt også det.
- Lad nu gryden stå og simre ved svag varme så længe som muligt. Min. 2 timer, men hellere 4. Kødet bliver supermørt og falder helt fra hinanden. Du kan se det er helt mørt når benene skilles helt fra kødet.
- Tag kødet op og skum synligt fedt fra med en ske.
- Giv evt. sovsen en lille tur med stavblenderen, hvis du synes væden er for tynd. Der skal stadig være hele stykker grønsager, så vær ikke for ivrig med blenderen.
- Smag til med sherryeddike, salt, peber og måske lidt sukker. Læg kødet tilbage i gryden – hvis du synes, kan du fjerne benene inden servering. Hvis du gør dette, skal du sørge for at marven forbliver i retten og ikke smides ud sammen med benene.
- Rør feta med revet citronskal, citronsaft og hakket persille.
- Servering: Server med kartoffelmos og lad hver lægge en skefuld feta-gremolata over kødet på tallerkenen.