Indisk dahl. Vegetarisk rød linsegryde
En indisk dahl er en hurtig linsegryde med grønsager, den er vegetarisk og både dejligt varmende og mættende på en kold vinterdag. Server med en god skefuld creme fraiche på toppen. Giv hjemmelavede naan brød til, så bliver det ikke bedre!
Man skulle tro at en indisk dahl og gryderetter baseret på linser kan være besværlige at have med at gøre og der garanteret skal anvendes masser af fremmede krydderier og besværlige fremgangsmåder.
Men røde linser er billige, nemme at have med at gøre og så er de meget proteinrige. De er derfor vældig gode at bruge i vegetarretter som denne indiske dahl, som også får masser af smag og bid med karry, gulerødder og squash. Der skal ingen ingen mærkelige krydderier i, kun karry. Og alligevel er der smæk på smagen i denne vegetariske røde linsegryde.
Kan du ikke undvære kødet, kan du sagtens tilføre kylling i tern eller stegt, hakket oksekød. Men det er slet ikke nødvendigt for hverken smag, mæthed eller sundhed.
Indisk dahl. Vegetarisk rød linsegryde
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
- 1 spsk kokosolie kan erstattes af olivenolie*
- 1 spsk karry*
- 1 finthakket løg*
- 3 mediumstore gulerødder* i tern
- 2 squash i tern
- 300 g røde linser
- 1 dåse flåede tomater*
- 1,5 dåsefuld vand*
- 2 grønsagsboullionterninger*
- 1 dåse tomatpasta*
- salt*
- 2 håndfulde frisk spinat, ca 100-150 g kan erstattes af frossen, helbladet spinat*
Til servering
- creme fraiche
- naanbrød, gerne hjemmelavede
Sådan gør du
- Skræl gulerødder og skær dem i tern. Skyl squash og skær dem i tern
- Opvarm kokosolien i en stor gryde.
- Steg det finthakkede løg til det er blankt (ikke brunt)
- Tilsæt tern af gulerod og squash
- Skyl linserne godt og kom dem i gryden
- Tilsæt flåede tomater og brug dåsen til at tilføje 1,5 dåsefuld koldt vand. Tilsæt tomatpure, boulliontern og karry
- Lad det simre i 10 minutter
- Smag til med salt og evt lidt mere karry
- Tilføj spinaten og rør rundt til spinaten er faldet sammen.
- Server i skåle med en skefuld creme fraiche og hjemmelavede naanbrød
*Ingredienser fra basislager
Server til dahl
Dahl fortjener et godt brød til at søbe al smag op fra skålen. Har du tid til det og mod på det, kan jeg klart anbefale at lave dine egne naanbrød til. De er superlækre!
Et alternativ er færdigkøbte naanbrød, pitabrød eller prøv de gode napolibrød fra Rema1000.