Eksotiske boller i kokoskarry med masser af grønt
Skønne eksotiske boller i kokoskarry er en anden – og lidt sundere – måde at lave boller i karry på.
Alle kan jo lide boller i karry! Og selv det smager rigtig godt og er voldsomt populært hos hele familien, så er det altså engang imellem lidt sjovt at tviste de traditionelle retter lidt. Normalt laver jeg en lettere version af boller i karry, som er både nem og lidt mere kalorielet. Men denne er absolut også i den gode ende af sundhedsskalaen med mager kyllingefars og masser af fiberrige grønsager.
Jeg elsker retter, der ingen tid tager at lave. Retter, hvor der bare skal blandes en masser lækkerier i en gryde, og gerne retter, der indeholder en masse grønt. Og så elsker jeg asiatisk inspireret mad!
Og familien elsker heldigvis også at få masser af grønt og kan de få lov at få hvide ris, der suger den skønne kokossauce med smag af rød karry op, vil begejstringen ingen ende tage. Selv kan jeg sagtens finde på at spise blomkålsris til eller fintsnittet spidskål. Det gør jeg gerne i de perioder, hvor jeg gerne vil spare lidt på kalorierne.
Denne anderledes og eksotiske boller i kokoskarry er lige netop sådan en ret. Lækkert, krydret, sundt, velsmagende og fyldig på bare 1/2 time. Uhm!
Eksotiske boller i kokoskarry med masser af grønsager
Hvad synes du om opskriften?
Ingredienser
Eksotiske kødboller
- 400 g hakket kylling
- 1 revet løg
- 2 tsk karrypasta
- 1 spsk hakket koriander eller 1 tsk fra tube/glas kan erstattes af persille eller udelades
- 3 tsk fiskesauce kan erstattes af salt
- 1 tsk stødt ingefær
- 1 æg
- 2 spsk havregryn
Grønt og sauce
- 300 g gulerødder i stave eller “mønter”
- 1 peberfrugt i strimler
- 1 squash i strimler eller kvarte “mønter”
- 150 g sugar snaps
- 1/2 spsk kokosolie
- 2 tsk rød karry
- 1 dåse kokosmælk
- 1 dåse vand evt kogevand fra kødbollerne
- 1 hønseboullionterning
- 3 tsk fiskesauce eller salt
Til servering:
- Peanuts og frisk koriander kan udelades
- Kogte ris – med mindre det er nok med grønsagerne
Sådan gør du
- Rør alle ingredienserne sammen til kødbollerne.
- Bring en stor gryde i kog med vand.
- Form kødboller med en spiseske og læg dem én efter én ned i det kogende vand. Dyp skeen ned i vandet for hver kødbolle, så er de nemmere at forme.
- Kog bollerne i 5-6 minutter til de er møre. Tag gerne en op og prøvesmag.
- Hæld bollerne i et dørslag og lad dem stå til grønsagerne er færdige.
- Varm kokosolien op i en stor pande eller nok. Tilsæt rød karry og lad det riste ca 1 minut.
- Tilsæt grønsagerne og lad dem riste ved høj varme i 4-5 minutter. Rør godt rundt imens, så de ikke brænder på. Du kan evt riste dem á 2 omgange, hvis portionen er for stor at styre.
- Tilsæt kokosmælk, Fyld den tomme dåse med vand (evt kogevand fra bollerne) og tilsæt også dette.
- Tilsæt boullionterning og lad den blive opløst.
- Smag saucen til med fiskesauce.
- Læg bollerne ned i saucen og varm dem igennem.
- Drys med peanuts og frisk koriander. Server med kogte ris.
Tip 1: Hakket kylling kan erstattes af hakket kalv/flæsk.
Tip 2: Fiskesauce lugter fælt, men bruges til at salte og giver en skøn autentisk samt til retten. Har du ikke fiskesauce, kan du bruge almindeligt salt i stedet.