Aftensmad, Tilbehør

Varm kartoffelsalat med grillpølser

Varm kartoffelsalat med grillpølser

Den allerførste sommerret min familie og jeg skal have på bordet, når sommeren nærmer sig, er pølser med varm kartoffelsalat! Vi knus-elsker det!

Samtidig er det en meget simpel ret, der laves 100% af ting fra basislageret. Så den kan faktisk godt snige sig ind på os udenfor grillsæsonen.

Den varme kartoffelsalat er varm og sursød. Og den skal være skarp og lidt peber-spicy. Måske kender du den i en kold udgave fra Tyskland? Ihvertfald smager den fortrinligt også koldt og fungerer derfor glimrende i madpakken dagen efter. Jeg laver derfor altid en kæmpeportion.

Grillpølser med varm kartoffelsalat

Opskrift på varm kartoffelsalat serveret med grillpølser. Skøn varm kartoffelsalat i en herlig sur-sød marinade med løg og friskkværmet peber. Tilsæt evt. grønsager efter smag og behag.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 8 gode kvalitetspølser*
  • 2 kg kartofler* hvis der skal være til madpakken, ellers er 1-1,5 kg nok
  • 1 stort løg i tynde skiver*
  • 1 spsk flydende margarine*
  • 1 dl hvidvinseddike*
  • 2 dl vand*
  • 2 spsk sukker*
  • salt og friskkværnet peber*

Sådan gør du

  • Skræl kartoflerne og skær dem i mundrette bidder. Kog dem i letsaltet vand i 10 minutter.
  • Sæt pølserne over på grillen på laveste blus. Vend dem ofte og pas på de ikke sprækker.
  • Mens kartoflerne koger, varmer du den flydende margarine i en stor gryde og sauterer løgskiverne til de er bløde og blanke.
  • Hæld eddike, vand, sukker og salt og peber i.
  • Hæld vandet fra de kogte kartofler og vend dem i løg-blandingen. Alt efter kartoffelsorten, vil kartoflerne jævne væden. Jo mere du rører, jo mere smatter kartoflerne ud – igen alt efter sort. Vil du have regulære stykker, så vend kartoflerne forsigtigt i. Er du mere til en mere moset udgave, så bare rør til. Tilsæt evt. mere vand.
  • Smag til med eddike, sukker, salt og peber. Smagen skal være sursød og skarp.
  • Server kartoffelsalaten til grillpølserne og giv ketchup, sennep og remoulade til.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken

*Ingredienser fra basislager

Tip! Suppler evt. kartoflerne med 2-3 gulerødder og/eller 1 dl ærter fra frost, der hældes i til sidst.

Varm kartoffelsalat med grillpølser
Opskrift på varm kartoffelsalat serveret med grillpølser. Skøn varm kartoffelsalat i en herlig sur-sød marinade med løg og friskkværmet peber. Tilsæt evt. grønsager efter smag og behag.

Tips til varm kartoffelsalat

Alt efter hvilken type kartofler du bruger, vil kartoffelsalaten blive mere eller mindre cremet/fast i det. Kartofler, der har nemt ved at koge ud, vil give en mere kartoffelmos-agtig konsistens. Hvorinod mere faste kartoffelsorter giver adskilte kartoffelstykker.
Prøv dig frem og se hvilken type, der passer dig bedst.

Har du brug for at høje sundheden lidt, kan du tilføje grønsager til kartoffelsalaten. Gulerødder er oplagte. De kan koges sammen med kartoflerne. Her kan du også bruge pastinakker, persillerødder eller knoldselleri.
Det er dog også nemt at vende grønne ærter i kartoffelsalaten. Tag dem blot direkte fra frost og tilsæt dem lige inden du hælder kogevandet fra kartoflerne.

Sidst, men ikke mindst, kan du servere en god salat til.