Aftensmad

Fiskepandekage med spinat

Fiskepandekage

Vil du have et alternativ til fiskefrikadeller, så prøv at lave farsen om til en fiskepandekage i stedet.

Jeg gør fiskepandekagen lidt mere spændende ved at komme masser af hakket grønt i. Her er det spinat og forårsløg men det kan ligeså godt være blandede krydderurter som persille, purløg, rucola osv.

Sammen med fiskepandekagen får vi meget tit grøn ærtesauce. Den er supernemt at lave og er med sin sødme og flotte grønne farve et stort hit hos børnene.

Har jeg tid og overskud, laver jeg hjemmelavede ovnstegte kartofler til. Ellers bliver det tit ovnbagte bønner eller færdigkøbte rodfrugtfritter, som blot skal have 25 minutter i ovnen

Fiskepandekage med spinat

Opskrift på fiskepandekage med spinat, som kan laves af helt almindelig fiskefars. Bland farsen med spinat eller krydderurter og steg den som en hel madpandekage. Server med sprøde kartofler og ærtesauce.
Antal 4 personer
Kategori: Aftensmad

Hvad synes du om opskriften?

Ingredienser

  • 2 pakker finthakket fiskefars
  • 100 g frisk spinat svarende til ca. ½ pose
  • 3 forårsløg
  • 1 æg
  • salt og peber
  • ½ spsk fedtstof til stegning jeg bruger flydende margarine

Sådan gør du

  • Skyl spinaten og hak den i lidt mindre stykker.
  • Skyl forårsløg og skær dem i tynde skiver.
  • Bland fiskefars med spinat, forårsløg, æg samt salt og peber.
  • Opvarm en stor slip-let pande med fedtstof.
  • Fordel fiskefarsen herpå som én stor pandekage og steg den ved mellemhøj varme i ca. 10 minutter.
  • Vend pandekagen når overfladen føles fast således: Læg en tallerken ovenpå pandekagen med bagsiden opad. Sving panden rundt mens du holder på tallerkenen med den ene hånd. Nu ligger pandekagen på tallerkenen med en flot, sprød overflade opad.
  • Lad pandekagen glide ned på panden, så også den anden side kan blive stegt.
  • Lad den stege i ca. 10 minutter mere.
  • Server fiskepandekagen med kartoffelfritter og grøn ærtesauce.
Kan du lide denne opskrift?Jeg vil blive glad hvis du vil nævne @dagenstallerken eller tagge #dagenstallerken
Fiskepandekage
Steg fiskefarsen som én stor fiskepandekage i stedet for som frikadeller